fbpx

Iron Butterfly bliver favorit i forrygende Breeders’ Cup

Et felt på 12 heste med et gennemsnitligt handicap på 81,5 og en median på 82 mødes på lørdag i Dansk Breeders’ Cup over 1800 meter på Klampenborg. Der bliver blandt andet gensyn med navne som Iron Butterfly, Good Fortune og Smooth N Royal.


Iron Butterfly og Carlos Lopez vandt The Macallan Dansk Derby 2021 foran Go On Carlras, mens Good Fortune sluttede tredje. Foto: Burt Seeger.

Niels Petersen-trænede Iron Butterfly (Swipe) og Søren Jensens Good Fortune (Appel Au Maitre) står begge med et handicap på 87, og de har mødt og slået hinanden på kryds og tværs i løbet af 3-årssæsonen.

I Dansk Derby var Iron Butterfly bedst og vandt overlegent mens Good Fortune blev tredje, men rollerne blev byttet rundt i Breeders’ Trophy Classic på Bro Park, hvor Good Fortune vandt foran Iron Butterfly.

I Breeders’ Prize Classic var Iron Butterfly igen den bedste og Good Fortune måtte tage til takke med endnu en tredjeplads.


Good Fortune tog sejren i Breeders’ Trophy Classic foran Iron Butterfly og Hollywoodboulevard. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Ved den lejlighed byttede Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard) sin tredjeplads fra Breeders’ Trophy Classic ud med en andenplads, så det kan roligt konstateres, at disse tre heste har delt en stor del af Breeders’-pengene imellem sig indtil nu.

Pudsigt er det ligeledes, at Iron Butterfly og Hollywoodboulevards to ældre søskende – Careless Whisper (Barocci) og Malekha (Juniper Tree) – udkæmpede en fantastisk duel i sidste års danske Breeders’ Cup. Hér vandt Malekha, men scenen kunne godt se ud til at være sat til en familierevanche denne gang.


Good Fortune vandt udover Breeders’ Trophy Classic også Jockeyklubbens Grand Prix foran HollywoodBoulevard. Hér var Iron Butterfly ikke med. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Feltet prydes desuden af de to svenske Guineas-vindere My Vision (Al Shemali) og Thunder Mack (Jimmy Mack), den danske 2000 Guineas-vinder My Jamil (Al Shemali), Jyllandsløbsvinderen Smooth N Royal (Go Go Gadget), Larch-vinderen Masseto (Appel Au Maitre), Derby Trial-vinderen Habla (Juniper Tree), Kriteriums-vinderen Palm Springs (Juniper Tree), Derby Consolation-vinderen Red Diamond (Appel Au Maitre) samt den aarhusianske gæst Arthur (Center Divider), der kommer med topform efter sejren i sæsondebuten på sin hjemmebane.


My Vision vandt i fjor Svenskt 1000 Guineas foran staldveninden Marshi. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Se startlisten til Breeders’ Cup-dagen på Klampenborg herunder:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top