fbpx

Fin dag for Reuterskiöld

På en stille og rolig væddeløbsdag på Københavns Galopbane trak de svenske trænere sig sejrrigt ud af fire af dagens i alt syv opgør, og bedst gik det for Lennart Reuterskiöld, der sadlede to vindere.


For første gang i år skulle den klassiske årgang prøve kræfter over distancen 2200 meter, og Jyllandsløbs Testen havde samlet et interessant felt på otte heste fra alle tre skandinaviske lande.

Sejren gik til svenske Ittma Hohah, der efter en vældig fin opløbskamp slog totalisatorfavoritten Liberty, mens Royal Engagement blev tredje et par længder efter.

Mark Larsen måtte slås godt og grundigt for sin sejr, og var også forpustet efter den medrivende opløbskamp, hvor Kim Andersen efter at være slået med 250 meter igen pludselig satte et sidste angreb ind på ryggen af Liberty.

Om Mark Larsen selv opdagede Kim Andersens modangreb, eller om det var speaker Henrik Leths entusiastiske stemme der advarede ham vides ikke, men Ittma Hohah fik i hvert fald svaret op og sejrede med en halv længde.

Flemming Poulsens talentfulde hingst Fanfare Dotdk fik en meget uheldig rejse og brød kraftigt ud rundt tribunesvinget.

Sara Slot fik heldigvis rettet ham op inden det gik helt galt, og valgte derefter at gå hele vejen uden om feltet på bagsiden og frem til fronten rundt opløbssvinget.

Ind på lige bane slap Bering-sønnens kræfter helt op, og han sluttede på en noget skuffende sjetteplads. Med et glat løb kunne det have set helt anderledes ud, så der skal bestemt kigges op for ham næste gang.

Ittma Hohah ejes af Sewerin Ekman, der har fejret mange store triumfer i Klampenborg med den gamle kæmpe Senador.

Om Ittma Hohah kan give sin ejer lige så gode oplevelser er et godt spørgsmål, men det var bestemt ikke ringe modstand hesten mødte her.

Ittma Hohah virker tilmed som en hest der trives godt på græsunderlaget, og det er nok ikke umuligt at vi ser ham igen på Københavns Galopbane


Reuterskiöld igen

Det er Lennart Reuterskiöld som står for træningen af ovennævnte vinder, og stalden fik endnu en sejr med hjem til Sverige da 5-årige Diaghilew vandt sidste afdeling af V5, og samtidig sørgede for at kun en enkelt rigtig række kunne hæve en gevinst på knap 52.000 kroner.

Og så var det tilmed efter endnu en fantastisk medrivende opløbskamp mellem Danmarks to førende jockeys Kim Andersen og Mark Larsen – med sidstnævnte i bøjlerne på vinderen.

Kim Andersen sloges ellers længe for sejren med River Foyle, men den ærlige væddeløber måtte for anden gang i træk nøjes med en andenplads.

Kort efter målstregen måtte Mark Larsen en tur i græsset, da Diaghilew helt umotiveret stoppede op. Mark Larsen beskriver hændelsen således:

“Han har jo aldrig løbet på Klampenborg før, og da vi kom til sandet stoppede han brat op og sprang til siden. Jeg faldt ned og landede på mit i forvejen beskadigede knæ, men heldigvis var Susanne Rørsgaard tilstede på banen og jeg fik efterfølgende behandlet knæet i jockeyrummet”.

På trods af den uheldige udgang kunne Larsen dog være tilfreds med dagens høst, der med en spare-ride sejr på Bent Olsen-trænede Eko Ritz i alt kom op på tre vindere


New York vandt i debuten

Søren Jensen fortsætter med at dominere i 3-årsmaidenløbene. Efter sejre på årets tre første løbsdage, hev han endnu en ’kanin’ op af hatten i form af New York, der under Kim Andersen vandt sikkert foran svenske All Steam On og Shergars Nephew.

New York blev for to år siden den dyreste hest der nogensinde er blevet handlet på en dansk åringsauktion, da Stald Can ofrede en halv million kroner på ham.

Stald Can ejede også New Yorks helsøster Mayfair der efter to sejre i samme antal starter som 2-åring blev skadet og aldrig genfandt den samme form.

I modsætning til Mayfair har New York på grund af hovproblemer ladet vente længe på sig, men så var det til gengæld en kæmpe lettelse for Stald Can, at deres dyre investering vandt direkte i debuten.

“Han virkede meget grøn efter start og havde nogle få problemer på bagsiden, men da vi kom ind på det lige vidste han godt hvad det drejede sig om”, refererede Kim Andersen efterfølgende til Søren Jensen.


Dagen i øvrigt

Per Bossow-trænede Edinburgh vinder Southwell Handicap over 2200 meter foran udvendige Pole Position og indvendige Scotland. Edinburgh blev redet til sejr af Ellen Piltoft.

Olle Stenströms North Star vinder under Rebecca Colldin en sikker sejr i Goodwood Handicap over 1600 meter. North Star startede 16 gange uden sejr i fjor, men har allerede fejret to sejre på fem starter i denne sæson.

Bent Olsen-trænede Eko Ritz vinder karrierens første sejr i Lingfield Løb foran storfavoritten Cabriac.

Eko Ritz skulle oprindeligt rides af Fredrik Johansson, men den svenske jockey skulle nå sit fly til Düsseldorf og i stedet overtog Mark Larsen ridtet på hesten.

Two Terms Friend leverer en sjælden præstation – det var nemlig den 5-årige vallaks femte sejr på stribe på Klampenborg!

Lige som ved de fire foregående sejre var Luis Villarroel i sadlen på Two Terms Friend, der trænes af Maria Persson i Sverige.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top