fbpx

Exhibition indfriede favoritværdigheden i Klampenborg Store Sprint

Efter den imponerende opvisning i Stratford-On-Avon Ærespræmie på Klampenborgs premieredag, var forventningerne atter store til Francisco Castro-trænede Exhibition lørdag eftermiddag, hvor det største sprinteropgør på dansk grund – Klampenborg Store Sprint over 1200 meter – skulle afgøres.


Expedition. Foto: Burt Seeger.

Og den danskejede Invincible Spirit-søn indfriede også forventningerne, men det blev en noget hårdere dyst end for to uger siden.

Bent Olsen-trænede Master Chef/Jacob Johansen vandt starten og tog hurtigt et godt greb om føringen på vej ind i opløbssvinget med sidste års Store Sprint-vinder Sydney/Manuel Martinez udvendigt for sig.

Elione Chaves placerede Exhibition indvendigt som tredje, kort forfulgt af Hansinger/Rafael Schistl og Prince Fasliyev/Per-Anders Gråberg.

Kort inde i opløbet stak Master Chef af fra sine konkurrenter og så yderst velgående ud for Jacob Johansen, og føringen holdt helt til 150 meter fra målstregen, hvor han dog var under stormangreb fra både Exhibition, Hansinger og indvendige Prince Fasliyev.

Alle tre heste nåede forbi Master Chef på det sidste stykke, og efter en medrivende opløbskamp kunne Exhibition skære målstregen som vinder med en halv længdes afstand til Hansinger, der satte hovedet foran Prince Fasliyev på stregen.

Master Chef sluttede på fjerdepladsen efter endnu en heroisk indsats, hvorefter der var fire længder til femtehesten Maltho/Manuel Santos, der akkurat på målstregen fravristede Sydney/Manuel Martinez de sidste præmiepenge.

“Jeg var meget tilfreds med Exhibition igen i dag. Der var langt frem til Master Chef midtvejs i opløbet, men da Hansinger skød frem udvendigt for Exhibition fandt han sit ekstra gear frem. Han er virkelig en god hest når han fungerer”, fortalte Francisco Castro efter årets første storløbssejr på Klampenborg.

Cathrine Erichsen-trænede Hansinger var stor i nederlaget.

Hesten bar tre kilo mere end Exhibition i sin sæsondebut, og dertil var den 6-årige vallak uheldig at bryde ud af startboksen tre gange inden løbet, da Klampenborg havde problemer med startbokslågerne.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top