fbpx

“De er tættere på hinanden end handicappet foregiver”

Fredrik Reuterskiöld indleder onsdag Jägersro-sæsonen med tre starter. To af dem møder hinanden i dagens afsluttende opgør, og selv om der på papiret er otte kilos forskel på dem, advarer han om, at de er tættere på hinanden end det.


Gunvald og Oliver Wilson vinder på Täby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Gunvald og Oliver Wilson vinder på Täby. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Proud Citizen-sønnen Gunvald, der ejes af Hästgruppen i Lund AB og kostede 20.000 dollars som åring i Keeneland, nåede at starte fire gange i fjor.

Han fik aflagt maidentitlen over 1200 meter på Täby i sin tredje start inden han blev anden bag smarte Cordelia i Svealandlöpning på samme bane og endte 2-årssæsonen med et handicap på 78.

“Han har arbejdet tilfredsstillende sammen med Capoeira, og de har begge været redet i hænderne uden svaghedstegn. Det her er en god opgave at indlede sæsonen med for begges vedkommende, og Gunvald bruger løbet som optakt til Vårtesten over 1600 meter på Pramms-dagen”, siger Fredrik Reuterskiöld tirsdag formiddag til GalopSport.


Capoeira og Oliver Wilson vinder på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
Capoeira og Oliver Wilson vinder på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Netop Capoeira, som ejes af Mr Ascot og er opdrættet af Pernilla Nilsson, nåede kun til start en enkelt gang i fjor, hvor han vandt med to sikre længder foran Vai Embora og Label.

Label er også blandt onsdagens konkurrenter, og han har i begyndelsen af 2016 vist gryende form med en sejr og to andenpladser på Täby.

“Capoeira er ude for at få et løb i kroppen. Han vandt på samme bane og distance sidste år og jeg håber med tiden, at han kan strækkes op til 1600 meter også” siger Fredrik om Eishin Dunkirk-sønnen, der fik 70 i handicap for sin enlige 2-årspræstation.

Fredrik Reuterskiöld har sat brasilianske Valmir De Azeredo på Capoeira og danske Oliver Wilson på Gunvald. Oliver vandt på begge heste i fjor og han undgår ikke favoritværdigheden i Goffs UK Breeze-Up Löpning, som afslutter Lunch-dagen på Jägersro.


Cafe Cortado/Rebecca Colldin vinder for sin tidligere trænere og ejer, Claes Björling. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.
Cafe Cortado/Rebecca Colldin vinder for sin tidligere trænere og ejer, Claes Björling. Foto: Stefan Uppström / Svensk Galopp.

Inden da har Reuterskiöld Café Cortado ude for første gang i sit regi. Den 4-årige Fast Company-datter vandt for Claes Björling på Täby i fjor, men det var over 2400 meter og nu gælder det den halve distance.

“Cafe Cortado er Valmirs projekt. Det er første start på Jägersro siden 2-årssæsonen, men hun arbejder godt nok til at være med i et løb som dette”, slutter Fredrik Reuterskiöld.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top