fbpx

Almutawakel choksejrede i Dubai World Cup

Dubai World Cup 1999 på Nad Al Sheba-banen er verdens højst betalte væddeløb. Det er yderst prestigefuldt at vinde, og for en jockeys vedkommende kan løbet sikre den økonomiske fremtid.



Lanfranco Dettori, betegnet som verdens aller bedste jockey, havde førstevalg mellem Godolphins fire deltagende heste i løbet, og valgte sidste års engelske derbyvinder High Rise.

Godolphins heste udgjorde halvdelen af feltet, derudover var amerikanske Malek, Victory Gallop og sidste års Dubai-vinder Silver Charm, samt engelske Running Stag med.

Silver Charm var forhåndsfavorit, men hestens sidste to starter med nederlag vidnede noget om, at hesten ikke er helt på toppen. Alligevel var træner Bob Baffert sikker på Silver Charms form og betegnede sin 5-årige skimle hingst som hesten der skulle slås.

Som ejer af halvdelen af feltet lå Godolphin godt til i årets udgave af Dubai World Cup, men at det netop blev Almutawakel som nåede først over stregen kom dog alligevel bag på stort set alle.

Den 4-årige hingst v. Machiavellian – Elfaslah havde nemlig ikke vundet et storløb siden 31. maj sidste år, hvor han med Dettori på ryggen vandt Prix d´Abu Dhabi (Gr.1).

Dettori var også i sadlen på Almutawakel i Grand Prix de Paris, hvor han var anden til Limpid, og i Prix Dollar (Gr.1) hvor Almutawakel som storfavorit skuffede stort ved at tabe med 17 længder til Insatiable.

Det var blot anden gang at jockey Richard Hills red Almutawakel – første gang var i hestens anden start, hvor det blev til sikker sejr på 2 længder.

De amerikanske heste to sig af 2. og 3. pladserne. Malek/Solis kæmpede bravt for sejren, men måtte til sidst opgive at fange Almutawakel som havde overtaget styringen midt i opløbet fra Central Park.

Malek hjemtog dog andenpladsen foran Victory Gallop/Bailey. Central Park førte det meste af vejen, men faldt indvendigt fra og endte som fjerde. De næste gennem mål var Daylami, Silver Charm, Running Stag og sidst High-Rise.

Dettori var meget skuffet efter løbet på High Rise og beskyldte det indvendige startspor for sidstepladsen. Dettori sagde inden løbet til Sporting Life: “Da det indvendige startspor blev trukket ud, vidste jeg allerede at løbet var kørt”.

Richard Hills havde en rigtig fin dag i Dubai, hvor han udover World Cup-sejren også vandt Dubai Duty Free på Altibr (Diesis – Love´s Reward). Altibr er ligesom Almutawakel trænet af Saeed Bin Suroor.

Almutawakel er arabisk og betyder “i gudernes hænder”.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top