fbpx

Out and about med Bundgaard 15

Flemming Velins nye hest, 3-årige Fields Of Athenry, er helt ovenpå efter femtepladsen i Betfred Ebor Handicap i York.

“Han starter i det engelske St. Leger næste lørdag, og herefter kommer han hjem til Danmark”, fortæller Flemming Velin til GalopSport. “Det engelske St. Leger bliver hestens sidste start i år. Jeg tager selv hestetransporten med til England og bringer hesten med hjem til Danmark efter løbet”, siger Flemming Velin.


Der blev uddelt millioner på Täby i går, men banens voldgift forstod også at inddrive til bødekassen. Således blev der uddelt kontante straffe for ikke mindre end 32.000 kroner for ukorrekt brug af pisk.

Rafael De Oliveira fik 10.000 kroner i bøde på Manacor i Breeders’ Trophy Classic, det samme beløb gjorde sig gældende for Nelson De Souza på 2-årige IKC Nightingale i SM 2-åriga.

Rafael Schistl fik 6.000 kroner i bøde for ukorrekt brug af pisk på Luris Pegasus i Breeders’ Trophy Consolation, Nicolaj Stott fik en på 3.000 kroner på Talk My Talk i SM Classic og Martin Rodriguez blev ligeledes idømt 3.000 kroner for sin forseelse på Sweet Loreen.


Der er flere incitamenter til at gå til galop Klampenborg på søndag. Et i flokken er, at det er muligt at få fingre i kataloget til den kommende åringsauktion på York den 25. september.

“Der er hidtil ingen udgåee heste til auktionen”, fortæller Dansk Galops direktør Peter Knudsen

Forhåbentlig er travsportens auktion i lørdags ikke udtryk for, hvordan tingene spiller på York den sidste fredag i måneden.

Dansk Travsports Centralforbunds Derbyauktion led en stor tilbagegang.

Gennemsnitspisen faldt fra 55.418 kroner til 43.300 kroner, et fald på 18,7 procent og kun to heste kostede over 100.000 kroner.

Dobbeltsejren til danskopdrættede Dark Eagle og Manacor i Breeder’s Trophy svækker næppe interessen for at købe dansk blod den 25. september.


Marc Stott-trænede Dark Eagle er nu den mest vindende hest i år i dansk træning – og det er indenfor både trav- og galopsporten.

Samtidig er Marc Stott ny på andenpladsen i den danske trænerliga efter Bent Olsen. Ingen træner med fynsk licens har nogensinde sluttet i top-3 på landsplan, hverken indenfor trav- eller galopsporten.


Der er hård kamp om championaterne i Aalborg inden banens to galopløb i morgen aften. På ryttersiden fronter Sabina Gammelgaard og Lea Olsen, begge med fire sejre, skygget af Malin Holmberg samt Nanna Emilie Hansen med tre pinde.

Tre i kvartetten er med i onsdagens løb, kun Malin Holmberg bliver hjemme.

Det skyldes, at Malin i stedet deltager i onsdagens lunchløb på Jägersro.

En veldækket frokostanretning med hele ni løb, hvor Hurricane Red bliver dagens største favorit i det 2200 meter lange Algarvelöpning.


Efter den norske Derbydag er Rune Haugen ny mand i gult i trænerligaen på Øvrevoll forud for løbene i den norske hovedstad på torsdag.

Haugens heste har vundet 2.298.460 nkr. på banen i Oslo i år. Kun en kan udfordre, nemlig den forsvarende trænerchamp på banen Niels Petersen, med 1.942.060 kroner.

I jockeyligaen på Øvrevoll spiller Carlos Lopez i sin egen division med 28 sæsonsejre på banen. Elione Chaves er nærmeste vidne med sine 15 førstepladser siden 1. januar.


Den danske derbyvinder Manacor er virkelig ikke bygget på skånekost.

Efter andenpladsen i Breeders’ Trophy i går, er hun på søndag til start i Dansk Oaks.

Manacor har en for konkurrenterne frygtindgydende statistik i Klampenborg med syv sejre i otte starter.

Den dobbelte klassiske vinder har til gengæld endnu ikke sejret på udebane, men vist var det tæt ved i går aftes.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top