Tiny Dancer var mindst betroet i fredagens opgør for yngste årgang på Jägersro, men efter sin tredjeplads i debuten på Klampenborg havde Al Shemali-sønnen den fornødne rutine til at få aflagt maidentitlen.
Tiny Dancer lå næstsidst en stor del af vejen i det lille felt på blot fem heste, og en overgang i opløbssvinget var han nede på sidstepladsen, men i opløbet skød den brune vallak bedre fart end nogen anden og nåede under Annie Nilsson-Lindahl forbi Camacha (Camacho) og staldkammeraten Crocodile Rock (Appel Au Maitre).
Tiny Dancer vandt med en sikker halv længde og hjemførte førstepræmiens 41.500 svenske kronor til danske 360 North Horse Racing.
Det var samtidig årets anden 2-årssejr for 360 North Horse Racing og træner Nina Lensvik, der i juni også vandt med Eternity Tree (Juniper Tree) på Klampenborg – i selv samme maidenløb hvor Tiny Dancer endte på tredjepladsen.
Tiny Dancer er opdrættet i Danmark af Berner Olsen og er ud af Jolie Fleur (Richard Of York), hvilket gør ham til halvbror til bl.a. Derbyvinderen Manacor (Primatico), 2000 Guineas-2’eren Primacor (Primatico) og den svenske Kriteriums-2’er King Charles (Special Quest).
360 North Horse Racing købte Tiny Dancer for 260.000 danske kroner på sidste års Scandinavian Open Yearling Sale.
TINY DANCER (DEN)
brun vallak 2019
v. Al Shemali (Medicean)
1. mor Jolie Fleur (Richard Of York)
2. mor All Right (Always Fair)
3. mor Allwins (Neltino)
Søskende i Skandinavien: Grey Goose (70), Manacor (84), King Charles (79), Primacor (79), Airtrix (69)
48.782 SEK.
Hcp.: –
Ejer: 360 North Horse Racing AB.
Træner: Nina Lensvik.
Opdrætter: Berner Olsen.
Købt for 260.000 DKK på Scandinavian Open Yearling Sale 2020.