fbpx

Tertio Bloom og Luca Brasi skinnede om kap på Jägersro

Både Fredrik Reuterskiöld-trænede Tertio Bloom og Francisco Castros Luca Brasi var fremragende, da de søndag sæsondebuterede i hver deres opgør ved Jägersros forårspremiere, og med blot tre uger til den store Pramms-dag, vil de to heste usanset fremme modstand næppe komme udenom favoritrollerne.


Tertio Bloom var på en papiret meget svær opgave over 1000 meter, hvor han måtte give henholdsvis to og fire kilo til sprinteresserne Alcohuaz og Exhibition. Men hverken vægten eller den korte distance blev noget problem for den svenskfødte sprinter, der under Manuel Martinez var klart bedre med fra start end man så ham i fjor, og allerede kort inde i opløbet strøg han op imellem Alcohuaz og Exhibition og fortsatte ufortrødent forbi til en meget let og imponerende sejr. Alcohuaz holdt sig akkurat foran Exhibition, mens Bent Olsen-trænede Master Chef tog sig af fjerdepladsen.


Mageløse Luca Brasi!

I det efterfølgende opgør havde Fredrik Reuterskiöld chancen for endnu en sejr med nyimporterede Walzertraum, der med sit handicap på 94 og blot 58 kilo på ryggen stod virkelig godt til i forhold til sine øvrige konkurrenter. Walzertraum var dog en fæl skuffelse i sin første start for Mr Ascot, og efter at have været under drivning det meste af løbet, stod hesten helt af i opløbet og sluttede på femtepladsen.

Sejren gik i stedet til et sandt “Jägersro-monster” – Francisco Castro-trænede Luca Brasi, der endnu engang vandt denne Pramms-optakt på spektakulær vis. Især fordi Singspiel-sønnen meget atypisk mistede længder i starten og for første gang siden starten i Svenskt Derby for tre år siden måtte angribe bagfra i stedet for sin sædvanlige position i front.

Castros nye staldjockey Rafe Schistl valgte efter den tabte start at tage det roligt på ryggen af Luca Brasi, og parret lod Quilboquet/Shane Karlsson trække læsset i front. Rundt opløbssvinget så Quilboquet fortsat blændende ud, men da Luca Brasi satte angreb ind blev resten af feltet hensat til statister og sejren lød til slut på 2½ længde. Quilboquet holdt let hjem til andenpladsen, fem længder foran sidste års Pramms (L)-vinder Prince Fasliyev med Snow Runner og Walzertraum efter sig.

Luca Brasi vandt netop dette opgør i fjor, men måtte i selve Pramms (L) overgive sig til Prince Fasliyev efter en hård rejse i sporene. Med lidt mere held ved startsporslodtrækningen i år bliver hesten ikke let at have med at gøre i dette års udgave!

Stall Castro tog endnu en sejr med fra premieredagen da lærling Isadora Karlsson førte fra start til mål på ryggen af 4-årige Viejo Perro, der var smidt ind i et udskrevet løb over 1730 meter.


3 x Junior

Lennart Reuterskiöld Jr. har startet sæsonen helt ustyrligt, og især Stall Gransäter kommer gladeligt til at betale denne måneds træningspenge. Denne søndag vandt Stall Gransäter nemlig både med den nye topstayer Sehoy/Jacob Johansen og den 3-årige fartkanon Mytalkthetalk/Shane Karlsson, hvilket bringer dem op på fem sejre i lige så mange forsøg i 2010.

Junior rundede også dagen af med at se danskejede Me Legend (Silca Legend) føre fra start til mål i et på papiret rigtig stærkt maidenløb, og lillesøsteren til multistorløbsvinderen Amalia fik dermed den bedst tænkelige sæsondebut og en fin opfølgning på andenpladsen i sidste års Götalandlöpning bag Alyshakeys. Per-Anders Gråberg var i sadlen på den speedige hoppe.

Fredrik Reuterskiöld og Manuel Martinez tegnede sig for to sejre med Tertio Bloom og 3-årige Major Calloway (Sligo Bay). Sidstnævnte havde ingen problemer med at give vægt til sine konkurrenter, og han ligner en hest der nu er klar til de store opgaver.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top