fbpx

Stutteri Outback: Første føl ud af Listed-placerede Monza

Karsten Østergaards Stutteri Outback, der er blandt kandidaterne til titlen som både Årets Opdrætter og Årets Komet i dansk galopsport, kunne den 14. januar byde årets første føl velkommen til verden, da Monza nedkom med et hoppeføl efter Juniper Tree.


Monza (Footstepsinthesand) med sit hoppeføl efter Juniper Tree. Foto: Stutteri Outback.

Monza gik i avlen i fjor efter en flot løbskarriere for Kjeldsbjerggaard og Bent Olsen, hvor hun som 3-årig var anden i Mowerinaløb bag staldveninden Queen Estoril (Camacho) og Lanwades Stud Stakes (L) bag High As A Kite (Manduro), men foran Appelina, Icecapada og Seaside Song.

Desuden var hun tredje i både Jyllandsløbet og Svenskt 1000 Guineas, og som bedst var hun oppe i et handicap på 86, svarende til en international OR på 92.

Monza/Elione Chaves vinder Jørgensen og Co. 2-års Maidenserien foran staldveninden Queen Imola/Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Monza vinder på Klampenborg. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Monza kostede 22.000 euro på Goffs Sportsman’s Sale i 2016, og hun er halvsøster til den i USA Stakes-placerede Forgotten Apple (Van Nistelrooy) og ud af den firedobbelte vinder og Listed-placerede Vettori-datter Carini.

Footstepsinthesand-datteren blev udbudt til salg i begyndelsen af januar i fjor, da det stod klart, at hun ikke skulle have en sæson mere som 5-årig, og hun var ikke udbudt i mange timer, før Karsten Østergaard slog til og fik hende transporteret direkte fra championstalden på Klampenborg til Juniper Tree på York Stutteri.

Hun blev bedækket på Valentine’s Day, 14. februar, og akkurat 11 måneder kom hendes hoppeføl til verden.

Monza. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Monza træner under et tidligere vinterophold i Dubai. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Det forholdsvis unge fuldblodsstutteri Outback havde en fabelagtig sæson i fjor, hvor samtlige stutteriets tre 2-årige opdræt var vindere i form af Basnæs-vinderen Good Fortune (Appel Au Maitre), den jydske vinterfavorit Brignoles (Center Divider) og den dobbelte vinder Miss Twenty (Appel Au Maitre), og dertil skal lægges den tredobbelte vinder Gold Devisor (Center Divider), som afsluttede 2020 med et handicap på 80.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top