Stald Klampenborg, som er Klampenborg Galopbanes officielle anpartsstald, er nu tilbage i fuld vigør med op til 500 andele til salg i både den 3-årige franskimporterede hoppe Mrs Jenney, samt en nyindkøbt svenskopdrættet hingståring efter Rock Of Gibraltar.

Mrs Jenney (Shalaa) trænes af Inge Mette Dejgaard i Dominostalden og debuterede den 23. september med en andenplads over 1600 meter bag Sir Jeffrey (Hunter’s Light), og hun starter igen på lørdag over samme distance.
Anparter i Mrs Jenney kan købes direkte online via platformen Share A Horse. En anpart koster 700 kroner og delejerskabet gælder helt frem til udgangen af sæsonen 2024.
Og der er mere godt i vente fra Stald Klampenborg, idet der på forrige fredags Scandinavian Open Yearling Sale blev indkøbt en svenskopdrættet hingståring efter Coolmores afdøde avlsmatador Rock Of Gibraltar (Danehill).
Den fukse hingst blev fremstillet af opdrætter Malin Roth og blev købt for 200.000 kroner. Han er halvbror til 3-årsvinderen The Flamingoway (Thewayyouare) og ud af den dobbelte tyske vinder Flamingo Summer (Saddex).
“Hingståringen er gået i træning hos Bent Olsen og vil inden længe blive udbudt i anparter for Stald Klampenborg på Share A Horse”, fortæller Klampenborgs administrerende direktør Carsten Baagøe Schou.
