fbpx

Velin har efteranmeldt ny import i Scandinavian Open (Gr.3)

For 11 dage siden var 4-årige Greenland tredje gennem mål i Gruppe-2-opgøret Mooresbridge Stakes på The Curragh. I dag står Saxon Warrior-sønnen i sin nye boks hos Flemming Velin i Fredensborg, og næste lørdag starter han efter planen i Scandinavian Open Championship (Gr.3).


Greenland vinder Prix Greffulhe (Gr.3) på Saint-Cloud. Foto: Scoop Dyga.

“Jeg har i dag efteranmeldt ham i Scandinavian Open”, fortæller Flemming Velin til GalopSport, og fortsætter:

“Han skal ind og prøve tribunesvinget på Klampenborg på mandag, og hvis alt går som planlagt, kommer han til start næste lørdag med Per-Anders Gråberg i sadlen”.

Greenland nåede at starte 11 gange for Coolmore-teamet og Aidan O’Brien. Han aflagde sin maidentitel over 1400 meter som 2-årig, og i fjor lagde han ud som tredje bag Big Rock (Rock Of Gibraltar) i Prix La Force (Gr.3) på Longchamp.

Hingstens franske kampagne fortsatte i Prix Greffulhe (Gr.3) på Saint-Cloud, som han med Christophe Soumillion på ryggen vandt foran Harry Way (Galiway) og Rashford (Zarak).


Herefter fik han tre og en halv måneds pause og kom tilbage den 15. august i Prix Guillaume d’Ornano (Gr.2) i Deauville, hvor han var fjerde gennem mål – mindre end tre længder bag den franske Derby- og senere Prix de l’Arc (Gr.1)-vinder Ace Impact (Cracksman).

Greenlands klassiske sæson sluttede med en femteplads i Prix Niel (Gr.2) på Longchamp, små seks længder bag Fantastic Moon (Sea The Moon). Det var første og hidtil eneste gang, at han har startet over 2400 meter.

For mindre end en måned siden fik han sæsondebut i Gruppe-3-opgøret Alleged Stakes over 2000 meter på The Curragh og var syvende i mål, 13 længder bagved vindende White Birch (Ulysses).

Langt bedre gik det til gengæld den 6. maj i Mooresbridge Stakes (Gr.2) over samme distance på The Curragh, hvor han sluttede tredje, og denne gang på fire længders afstand af White Birch, mens han samtidig vendte han formen fra Alleged Stakes på Village Voice (Zarak).


Greenland er altså kommet til Danmark med to friske starter i bagagen og et omregnet skandinavisk handicap på 93, hvilket på rankinglisten placerer ham ved siden af Søren Jensen-trænede Good Fortune (Appel Au Maitre), samt to kilo under George Bakers Cemhaan (Muhaarar) og et enkelt under Archie Watsons Outbox (Frankel), Jan-Erik Neuroths Seneschal (Appel Au Maitre) og Annike Bye Hansens Hard One To Please (Fast Company).

Greenland blev som åring købt for 300,000 guineas af Amanda Skiffington på Tattersalls October Yearling Sale Book 1, og han er tredje afkom ud af Listed-vinderen Aktoria (Canford Cliffs).

Der starterklæres til Scandinavian Open Championship (Gr.3) mandag morgen, 2. pinsedag, før kl. 9:30.

Thomas og Flemming Velin med Giuseppe Piazzi. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Thomas og Flemming Velin med Giuseppe Piazzi, da Galileo-sønnen i 2017 strøg til tops i Scandinavian Open Championship (Gr.3) med Oliver Wilson i bøjlerne. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Greenlands katalogside fra han var åring i oktober 2021.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top