Vejen til Bucherer Dansk Derby: Ranking og noter – 25. maj

Med sin imponerende sejr i Dansk 2000 Guineas overtog Lea Olsen-trænede Albarella førstepladsen i årets Derbyranking fra Taifuu, som endnu ikke har startet siden hjemkomsten fra Dubai. Efter årets to første klassiske opgør i Danmark, er Derbyfeltet så småt ved at forme sig, og der kræves nu et handicap på mindst 77 for at være direkte kvalificeret.

Albarella og Carlos Lopez vinder Dansk 2000 Guineas. Foto: Johanna Friberg.

Albarella (Toronado) blev hævet seks kilo fra 80 til 86 for Guineas-triumfen foran staldkammeraten Beethoven (Goken), som blev hævet et enkelt kilo til 83 og nu er alene på tredjepladsen.

Bettina Andersen-trænede Missing (Red Cactus), der søndag eftermiddag slog den norske Kriteriumsvinder Our Bear (Kodi Bear) i et 3-årsløb over 1600 meter på Jägersro, blev hævet til 82 og deler dermed fjerdepladsen med sin staldkammerat King To Be (Moohaajim) og Niels Petersen-trænede Bruce Almighty (Appel Au Maitre).


Missing of Oliver Wilson besejrer Our Bear og Ferrari BF. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Søren Jensen-trænede Cosmopolitan (Make Believe), der vandt Derbyhåbet i lørdags, blev stående på 81, men fik trukket andenhesten Lindeboy (Moohaajim) op på en delt 15. plads med 76 i handicap.


Cosmopolitan vinder Dr. Nielsens Bitter Derbyhåbet foran Lindeboy. Foto: Johanna Friberg.

Niels Petersens strålende debutant Lord Of The Moon (Sea The Moon), der let aflagde sin maidentitel i sit livs første start på Klampenborg i lørdags, strøg direkte ind i Top 15 med et handicap på 77.

Lord Of The Moon er første afkom ud af Derbyvinderen Queen Rouge (Lord Of England), og drømmen om at gå direkte i moderens fodspor med en Derbytriumf på Klampenborg lever i bedste velgående.


Lord Of The Moon debuterer med en sikker sejr i Deloitte Cup foran Bon Voyage og Next Target. Foto: Johanna Friberg.

Bettina Andersen, Lea Olsen og Niels Petersen er alle repræsenteret med tre navne indenfor Top 15 (Lea med Lindeboy på en delt 15. plads).

Derefter følger Søren Jensen med to kandidater, mens Flemming Velin, Tobias Hellgren, Jan-Erik Neuroth, Jessica Long og Bent Olsen hver har én.


Seneste artikler

Scroll to Top