Skandinavisk galopsport blev onsdag introduceret til en ny stjernesprinter i form af Elkær Stutteris 4-årige Ides Of March. Wootton Bassett-sønnen sæsondebuterede i Stewards Cup over 1200 meter græs på Bro Park, og vandt med det mindst mulige foran Kodiaction. Det var, vel at mærke, med seks kilo mere på ryggen end sidste års Malmö Stads Pris-vinder.
På løbets tredjeplads fulgte Nimitz (U S Navy Flag), som bar otte kilo mindre end Ides Of March, og siden fulgte French Chunky (French Fifteen) og Rebel’s Gamble (Dark Angel).
Elkær Stutteri købte i efteråret Ides Of March privat ud af Ballydoyle gennem agent Edgar Byrne, og den mørkebrune hingst skiftede træner til Niels Petersen fra Aidan O’Brien.
I Coolmore-teamets farver havde Ides Of March som 2-årig bl.a. vundet Round Tower Stakes (Gr.3) over 1200 meter på The Curragh, hvorefter han var slået med fire længder som syvende i Breeders’ Juvenile Turf Sprint (Gr.1) på Del Mar i Californien.
3-årssæsonen i fjor blev indledt med to andenpladser på stribe – først bag staldkammeraten og Prix Morny (Gr.1)-vinderen Whistlejacket (No Nay Never) i Committed Stakes (L) på Navan, og dernæst bag den senere Gruppe-2-vinder Symbol Of Honour (Havana Grey) i Carnarvon Stakes (L) i Newbury.
Den 20. juni var Ides Of March nummer 16 af 21 i Gruppe-1-opgøret Commonwealth Cup på Royal Ascot, og siden fulgte tre præstationer som uplaceret i July Cup (Gr.1), Phoenix Sprint Stakes (Gr.3) og Renaissance Stakes (Gr.3).
Ides Of March var ikke med på Niels Petersens hold i Dubai over vinteren, og han havde ikke startet siden den 28. september i fjor.
“Han er stadigvæk et godt stykke fra topformen og vil gå meget frem med dagens løb i kroppen. Planen er at vende tilbage på Stockholms Stora-dagen og starte i Bro Park Vårsprint”, sagde Niels Petersen efter Stewards Cup.
Sejren var 62.000 svenske kronor værd for Elkær Stutteri, som i Ides Of March ser ud til at have et glimrende bud på en afløser for deres tidligere topsprinter Could Be King (Bated Breath).
Artiklen opdateres senere med billeder.





















