2-årssæsonen står så småt også for døren på de skandinaviske baner, og lørdag eftermiddag sender Veronika Jandová ikke mindre end fem nye navne ud i et prøveløb over 1100 meter på Klampenborg.

Samtlige fem ejes af L.T. Racing og er opdrættet i henholdsvis Irland og Frankrig.
Den fukse hoppe Gyldenlak (Starspangledbanner) kom dog allerede til Danmark tidligt som 1-årig gennem Prøvelyst Equestrian, mens den brune hingst Nimble Feet (Footstepsinthesand) er vokset op på Stutteri Stork, som købte ham som føl i Irland.
De tre øvrige er Mist At Dawn (Inns Of Court), Be My Warrior (Saxon Warrior) og Killian (Galileo Gold).
Der er yderligere to 3-årige navne meldt i prøveløbet i form af Flemming Poulsens Baltic Prince (Roman Candle) og Bent Olsens Reina Ambar (Red Cactus).
Prøveløbet rides kl. 12:15, en halv time inden løbsdagens første løb.


























