Great Wish ottende i British Champions Sprint Stakes (Gr.1)

Bent Olsen-trænede Great Wish endte i hænderne på William Buick som ottende gennem mål i lørdagens British Champions Sprint Stakes (Gr.1) over 1200 meter på Ascot. Night Of Thunder-sønnen var slået med under otte længder af storfavoritten Almeraq (Dark Angel).


Great Wish kom godt fra start og lå med i den forreste del af det 16 heste store felt hele vejen. En overgang gik det rigtig godt, og en plads i præmierækken så ud til at være inden for rækkevidde, men til slut blev den fukse hingst altså ottende efter en ny, stor international indsats.

Tallene viser, hvor tæt det var. Fra fjerdepladsen til Great Wish på ottendepladsen var der kun 2¼ længde, og 12/1-skuddet slog otte af de seksten – heriblandt Samangan (Blue Point) og Kind Of Blue (Blue Point), der vandt netop dette løb i 2024.

Førstepræmien var £283.550 værd for Almeraq, som ejes af Shadwell, trænes af William Haggas og blev redet til sejr af Tom Marquand. På andenpladsen fulgte Paborus (Recoletos) foran vinderens staldkammerat Division (Kingman). Både anden- og tredjehesten ejes af Wathnan Racing.

Selve afgørelsen var dramatisk. Paborus havde ligget alene ude i “far side” og tog føringen 400 meter fra mål, men Almeraq kom forbi i de allersidste spring og vandt med en hals. Vindertiden var 1.12,20.

De fire øvrige deltagere, der sluttede foran Great Wish, var Coppull (Bated Breath), Prince Of India (Wootton Bassett), Power Blue (Space Blues) og Poatan (Lucky Vega).

Se resultatet af British Champions Sprint Stakes (Gr.1) hér.

Seneste artikler

Scroll to Top