Efter en andenplads i debuten over 1600 meter bag Ferrari BF, blev Lulu Tøpholms amerikanskopdrættede Fight For Rome onsdag sendt ud over 2200 meter på Jägersro. Det resulterede i en sikker sejr foran den fra Dubai hjemvendte Willoch.
Fight For Rome (Tacitus) lå indledningsvis tredje i det lille felt på fire heste, men ved indgangen til opløbssvinget bad Oliver Wilson sin hest om fremdrift i tredje spor, og den fukse vallak trak let forbi Highland Buddy (Highland Reel) og Willoch (War Of Will).
Afstanden til sidstnævnte blev udbygget med flere længder ind på opløbsstrækningen, men Willoch gav sig aldrig og nærmede sig igen over de sidste 200 meter – dog uden at true den sikre vinder.

Fight For Rome trænes af Annika Delinder på Jägersro og blev købt for €32,000 på sidste års Tattersalls Ireland Breeze Up Sale i Fairyhouse, efter at have kostet $50,000 som åring i Keeneland.
Han tilhører første årgang efter Wood Memorial (G2)-vinderen Tacitus (Tapit), som også var anden i Belmont Stakes (G1), Travers Stakes (G1) og Woodward Handicap (G1).

Moderen Fight Lika Girl (Candy Ride) er i forvejen mor til den firedobbelte vinder I Win Lika Girl (Marking) og halvsøster til Grade-1-vinderen Idiot Proof (Benchmark).
“Fight For Rome blev købt med en forhåndsanmeldelse til Sverige Derbyserie, og hvis han kommer godt over dagens start, bliver næste opgave Derby Trial”, sagde en glad Annika Delinder efter onsdagens maidensejr.

Annika Delinder, Oliver Wilson og Lulu Tøpholm gjorde endnu et besøg i vindercirklen senere på eftermiddagen, efter 3-årige Echo Star (Profitable) let havde aflagt sin maidentitel med tre længders afstand til Peter Jardby-trænede Estoublon (Wootton Bassett).
Echo Star kom med et løb i kroppen over samme distance fra løbsdagen den 26. april og kunne i sit livs femte forsøg tage sin første sejr.
Echo Star blev købt for €8,500 gennem agent Martin Buick på 2024-udgaven af Goffs Autumn Yearling Sale i Kildare, og han er andet afkom ud af den ustartede Nathaniel-datter Stormy Echo, som selv er halvsøster til Listed-vinderen Kings Quay (Montjeu).


























