Lady Irene fra start til mål i Svenskt Oaks

En stor weekend i skandinavisk galopsport endte på samme måde som den begyndte – med Niels Petersen og Carlos Lopez i hovedrollerne. Mindre end et døgn efter deres fire sejre Derbydagen på Klampenborg, hjemførte makkerparret søndag eftermiddag Svenskt Oaks på Jägersro, da Lady Irene førte fra start til mål og sikrede sig førstepræmiens 500.000 svenske kronor.


På forhånd lignede millionopgøret over 2400 meter et vidt åbent opgør mellem ni hopper – men da startboksene åbnede, var al tvivl hurtigt manet i jorden.

Lopez sendte resolut Lady Irene (Study Of Man) til føringen, og fra den position gav den irskfødte hoppe aldrig slip på kommandoen. I mål var der en sikker længde ned til Miss Alti (Lucky Vega), trænet af Cathrine Erichsen, og yderligere trekvart længde til staldveninden Bahia Mar (Swipe) på tredjepladsen.

Lady Irene vandt som 2-årig The Heatherwold Cup i sin debut på Øvrevoll, men siden var det som bedst blevet til en stribe tredjepladser – indtil karrierens hidtil største øjeblik søndag.


Lady Irene og Carlos Lopez vinder Svenskt Oaks på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Vi har ventet på at kunne starte hende over lang distance, og i dag red Carlos med stor selvtillid. Lady Irene står hele dagen, og Oaks har hele tiden været hendes store mål”, konstaterede Niels Petersen.

Oaks-vinderen er opdrættet af Ballylinch Stud i Irland og ejes af Stall United. Og tredjepladsen bar et velkendt opdrætterstempel: Bahia Mar er nemlig opdrættet på Rävdansens Stuteri og er helsøster til Iron Butterly.

Og nu er vi er ved Rävdansen, så var Berit og Ivan Sjöberg sikkert ikke så kede af at se irskopdrættede Lady Irene vinde Svenskt Oaks – for i dag ejer de nemlig selv hoppens mor, Galileo-datteren Special Gal, som senere på året har en åring efter State Of Rest (Starspangledbanner) fremstillet på auktionen i Stockholm.



Tidligere på dagen var kortvarianten af Oaks, Altamiralöpning over 1730 meter om 400.000 kronor, endt med sejr til Madeleine Smith-trænede Zensation (White Soxs), der med Smith selv i sadlen tog en let sejr på tre længder foran Niels Petersens duo Bella Flamel (Economic Model) og Tellme Y (Gleneagles), mens Karma Bling (Mehmas) som feltets højest handicappede sluttede sidst.

Dagens afslutning, Malmö Sommarhandicap over 1730 meter, fik derimod norsk fortegn. Annike Bye Hansen-trænede Hawaii Five O (Kameko) og Evelina Rönnlund – der nyligt sluttede som nummer to i Ole Larsen Young Riders’ Championship bag Jacob Kvisla – red med blot 54 kilo på ryggen og vandt sikkert med trekvart længde foran Theonello (Appel Au Maitre) mens Civilon (Hallucinate) blev tredje. Den 4-årige Kameko-søn ejes af Champagnegaloppen.no.



Dagen blev indledt med maidenløbet for 2-åringerne over 1000 meter, hvor High Coast Love (Coulsty) under Elione Chaves vandt let med tre en halv længde for træner Francisco Castro og Stall Höga Kusten.

L.T. Racing besatte både anden- og tredjepladsen med de irskfødte Nimble Feet (Footstepsinthesand) og Mist At Dawn (Inns Of Court).

Francisco Castro købte 2-årige High Coast Love for £15,000 på forårets Goffs Breeze Up Sale i Doncaster.

Seneste artikler

Scroll to Top