I Got Lucky bliver spændende at følge fremover

Niels Petersen og Carlos Lopez åbnede Derbydagen med en overlegen favoritsejr, da Airborne Racings I Got Lucky vandt Stald Klampenborg 2-års Maidenserien med fem længder – første kapitel i en stor dag for den norske stald.


Derbydagen på Klampenborg blev åbnet i et forrygende tempo af Niels Petersens I Got Lucky (Juniper Tree), som med Carlos Lopez indfriede den store favoritværdighed i 2-års Maidenserien og vandt med hele fem længder.

Den brune hingst solg Lea Olsen-trænede Azisol (Appel Au Maitre) til andenpladsen, mens Rikke Rohbach Bondes Icelady Carlras (Oasis Dream) med Nicolaj Stott tog sig af tredjepræmien før Half Angel (Moohaajim) og Magic Momentum (Magician).


I Got Lucky og Carlos Lopez er i Airborne Racings farver på vej mod sejren i Stald Klampenborg 2-års Maidenserien. Foto: Johanna Friberg.

Førstepræmien lød på 24.000 kroner, og sejren blev startskuddet til en usædvanligt stor dag for både Niels Petersen og Carlos Lopez, der skulle nå at besøge vindercirklen flere gange, inden aftenen var omme.

Størst var glæden over sejren dog hos Carsten Nørgaard, der gennem Breeding & Racing I/S og Airborne Racing både er medopdrætter og ejer af kæmpetalentet I Got Lucky.


I Got Lucky og Carlos Lopez er i Airborne Racings farver på vej mod sejren i Stald Klampenborg 2-års Maidenserien. Foto: Johanna Friberg.

I Got Lucky er efter Juniper Tree (Galileo) og første afkom ud af den tidligere svenske Oaks-vinder Alwaysonmymind (Appel Au Maitre), som selv er nært relateret til legendariske Suspicious Mind (Appel Au Maitre).

Hingsten er født i England, men opdrættet på York Stutteris marker, hvor Alwaysonmymind også er opstaldet som permanent avlshoppe.

På efterårets Scandinavian Open Yearling Sale fremstiller York Stutteri desuden en Iffraaj-halvsøster til I Got Lucky.


I Got Lucky med Carlos Lopez og Niels Petersen efter sejren i Derbydagens indledende opgør. Foto: Johanna Friberg.

Carsten Nørgaard er tilmed – gennem Joca Stable – opdrætter af maidenløbets tredjehest, Icelady Carlras (Oasis Dream), som ligeledes er opdrættet på York Stutteri.

Det er næppe sidste gang i år, at vi ser I Got Lucky på Klampenborgs græs, og på nuværende tidspunkt ligner han en favorit til det kommende efterårs storløb.


Marie Hjorth, Carsten Nørgaard og Niels Petersen på sejrspodiet efter I Got Luckys debuttriumf. Foto: Johanna Friberg.

Seneste artikler

Scroll to Top