Øvrevolls store Nationaldagsprogram blev desværre ramt af et omfattende antal udgåede heste, da løbene blev flyttet fra græsset til sandbanen. Flot sport blev der heldigvis alligevel budt på, og hovedbegivenheden, Irish Thoroughbred Marketing Sprint Cup, gik til Wentworth-sønnen Run For Justice.
Run For Justice blev resolut redet til føring fra det indvendige startspor af Jacob Johansen, som derefter dikterede tempoet på bedste vis over de 1100 meter.
Ind på opløbsstrækningen trak den 5-årige danskopdrættede vallak afgørende fri af konkurrenterne og vandt til slut sikkert, omend Canmore (No Nay Never) nærmede sig meter for meter.
Som tredje fulgte Corazon De Leon (Slade Power) foran Mr Pirelli (The Factor) og totalisatorfavoritten Sticky Chance (Sporting Chance).

Sejren i Irish Thoroughbred Marketing Sprint Cup var 68.250 norske kroner værd for Stall Fredbo, og Run For Justice startede her for anden gang i Are Hyldmos regi efter tidligere at have været i træning hos Annike Bye Hansen.
Det var samtidig karrierens sjette sejr for Run For Justice, der er opdrættet af Cat Racing på York Stutteri og ud af High Chaparral-datteren Rivers Run.
Rivers Run er helsøster til Listed-vinderen Pas De Secrets og Breeders’ Prize Classic-vinderen Hi Finn.

























