To af de store profiler i irsk galopsport, Ballydoyle-duoen Jan Brueghel og Lambourn, har torsdag og fredag sæsondebuteret på Chester i England. Torsdag vandt Jan Brueghel (Galileo) Gruppe-3-løbet Ormonde Stakes over 2200 meter med tre længder foran Mount Atlas.
Jan Brueghel (Galileo) så meget overbevisende ud i mål og vandt med masser af kræfter i behold.
Jan Brueghel er blevet fem år og har været Gruppe-1-vinder som både 3- og 4-årig. Som 3-årig vandt han det klassiske St. Leger, og som 4-årig Coronation Cup på Epsom Derby-dagen.
Fredag debuterede sidste års vinder af både Epsom og Irish Derby, Lambourn (Australia), i Gruppe-2-løbet Deepbridge Huxley Stakes over 2200 meter.
Han sluttede 2025 med fjerde- og femtepladser, men naturligvis var der store forventninger til ham fredag, hvor han da også var spillet til storfavorit odds 2,5.
Det blev en hård opgave for Lambourn, der først på de sidste meter fik overtaget over Bay City Roller (New Bay) og vandt med et hoved.
Bay City Roller sluttede sidste sæson med at vinde Gruppet-1 løbet Grosser Preis von Bayern i november. For Bay City Roller var dagens start også sæsondebut.
Både Jan Brueghel og Lambourn er trænet af irske Aidan O’Brien, og begge havde Ryan Moore på ryggen.
De to Gruppe-løb understreger, at arven efter Galileo fortsat lever i bedste velgående. Galileo er selv far til Jan Brueghel og gennem Australia farfar til Lambourn.

























