Cathrine Erichsen opnåede torsdag aften sin sejr nummer 600 som træner. Sejren var én af tre i alt på dagen, og den blev vundet med 6-årige Lucky Diamond, der blev redet til sejr af sin ejer – 72-årige Finn Kristiansen. Finn blev den ifølge rapporten ældste amatørrytter nogensinde til at vinde et galopløb.

Finn Kristiansen hjælper dagligt til i stalden hos Cathrine Erichsen, og i sin iver efter at slå verdensrekorden har han samtidig kæmpet sig tilbage fra et omfattende benbrud forårsaget af et styrt under træningen.
Cathrine Erichsen vandt yderligere med Stall Birgittas French Chunky (French Fifteen) og Stall Zofis Zofi (Mutajally) – begge redet til sejr af Sandro de Paiva.
To sejre blev det til for det nye team Jan-Erik Neuroth og Oliver Wilson, der kom perfekt i gang i aftenens første løb, et maidenløb for 3-årige over 1750 meter, hvor Neuroth Racings Matilda (White Soxs) med trekvart længde besejrede Niels Petersen-trænede Konnichiwa (Japan).
Bag Matilda og Konnichiwa fulgte sidstnævntes staldveninde Bahia Mar (Swipe), som er helsøster til Iron Butterfly.

Vindende Matilda står fortsat meldt i Bucherer Dansk Derby, og hun er halvsøster til gode navne som Civilon (Hallucinate), The Gurka (Swing That Cat) og Marion (Jimmy Mack).
Jan-Erik Neuroth købte hende for bare 10.000 kroner på 2024-udgaven af Scandinavian Open Yearling Sale.
Neuroth og Wilsons anden dagssejr blev vundet med Stall Perlens 4-årige Theonello (Appel Au Maitre), som let med fem længder slog Silja Støren-trænede Sticky Chance (Sporting Chance).
Theonello havde indtil torsdag aften vundet en enkelt i karrieren, nemlig i Svenskt Derby Consolation på Jägersro i fjor, men han var bl.a. også nummer to bag Grab The Moment (Go Go Gadget) i Breeders’ Prize Classic.
Torsdagens sejr kunne være en god opladning til Dansk Breeders’ Cup på Klampenborg.


























