Nyheder om galopsport i Danmark, Sverige og Norge siden 1997 · Horse racing news from Denmark, Sweden and Norway since 1997 · In EnglishPå dansk

RaceTime: Hvem er de højest handicappede skandinavisktrænede heste i dette århundrede?

Med 98 i handicap topper tre heste listen som de bedste skandinavisktrænede heste i dette århundrede

GalopSports nye tidsmaskine ”Sprinter” har en bemærkelsesværdig hukommelse, og RaceTime har brugt hendes viden til at skrive en artikel om de højest handicappede skandinavisktrænede heste i dette århundrede.

APPEL AU MAITRE, DANO-MAST OG SQUARE DE LUYNES.

Appel Au Maitre med Jan-Erik Neuroth i blå og hvid dragt kæmper side om side med Touch Of Hawk på græsbanen i Köln.
Appel Au Maitre med Jan-Erik Neuroth i sadlen nedkæmper sin staldkammerat Touch Of Hawk med Lennart Hammer i Grand Prix Premiere (Gr.3) i Köln. Foto: galopp-foto.de.

Med 98 i max. handicap topper tre heste listen som de bedste skandinavisktrænede heste i dette århundrede. Det er Appel Au Maitre, Dano-Mast og Square de Luynes. Deres karrierer er velkendte, men det er dejligt at genopfriske minderne fra deres og andre skandinaviske tophestes præstationer.

Blandt Appel Au Maitres mange sejre var Svenskt og Norsk Derby i 2007, Stockholm Cup International (Gr.3) i 2007 og 2008 og Stockholms Stora Pris (Gr.3) i 2009.

Appel Au Maitre var i træning hos Wido Neuroth, og Stall Perlens legendariske hingst har nu i mange år været opstaldet som avlshingst på Stutteri Hjortebo.

I avlen er Appel Au Maitre far til 11 heste med et handicap på 90 eller mere.

Suspicious Mind (96), Good Fortune (94), Seneschal (94), Schamyl (92), Appelina (91), My Fortune (91), Titannia (90), Marta (90), Cotton Eye Joe (90), Tin Win (90) og Sir Camelot (90).

Dano-Mast med Mark Larsen i rød og hvid dragt fører snævert foran Chiang Mai i opløbet på den franske græsbane.
Dano-Mast og Mark Larsen vinder Prix Jean de Chaudenay (Gr.2) foran John Gosden-trænede Chiang Mai. Wido Neuroth-trænede Valley Chapel blev tredje og for første gang besejret af Dano-Mast. Foto: France Galop.

Dano-Mast var ejet af Stald Composit og Stald Mosehøj og trænet af Flemming Poulsen, og han er den skandinavisktrænede hest med de største internationale meritter i dette århundrede.

Han vandt to Gruppe-2-løb i Frankrig. Prix Jean de Chaudenay på Saint Cloud og Prix Dollar på Longchamp, og han var to gange tredje i Gruppe-1 sammenhæng, i Hong Kong Cup og Grosser Preis von Baden.

I Skandinavien vandt han to Gruppe-3-sejre, Stockholm Cup International i 2002 og Scandinavian Open i 2003, samt fire Listed-løb. I avlen var Dano-Mast opstaldet i Frankrig, og han blev far til 52 vindere og hans afkom indløb 1,3 millioner euro.

Pat Cosgrave løfter armen i vejret på Square De Luynes efter sejren på Øvrevoll.
Square De Luynes og Pat Cosgrave efter sejren i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på den norske Derbydag i 2021. Foto: Hesteguiden.com

Stall Power Girls’ Niels Petersen-trænede Square De Luynes løb kun 13 gange i sin karriere. Han vandt otte gange og fem af sejrene kom i Gruppe-3-løb. Tre år i træk, i 2019, 2020 og 2021 vandt han Stockholm Cup International (Gr.3).

SEKS TOPSPRINTERE MED ET HANDICAP PÅ 97.

På listen finder vi seks heste, der især gjorde sig bemærket på de kortere distancer. Aramus, Duca Di Como, Giant Sandman, Let’sgoforit, Ragazzo og Verde Mar.

Francisco Castro-trænede Aramus blev importeret fra Chile i 2001. Han vandt to Gruppe-3-løb, Polar Million Cup på Øvrevoll og Täby Open Championship.

Den skimlede Duca Di Como med Elione Chaves i rød og hvid dragt strækker ud mod mål.
Duca Di Como og Elione Chaves vinder Pramms Memorial (L) sammen for tredje gang. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Duca Di Como var trænet af Cathrine Erichsen og han henrykkede med sin fart ud af startboksen. Han blev både klassisk vinder med sejr i Norsk 2000 Guineas i 2018 og Gruppe-3-vinder med sejr i Polar Cup i 2019. Begge løb på Øvrevolls græs.

Men 15 af hans 22 sejre kom på dirt. Og 13 af dem var i Listed-løb. Han vandt bl.a. Pramms Memorial (L) på Jägersro tre gange og fem år i træk 2019-23 Tattersalls Nickes Minneslöpning på Bro Parks dirt.

Sandman Stables billedskønne Giant Sandman var trænet af Rune Haugen.

Giant Sandman leverede en af de største præstationer af en skandinavisktrænet hest i 2013, da han besejrede hele den tyske sprinterelite i Goldene Peitsche (Gr.2) i Baden-Baden. I Skandinavien vandt han Gruppe-3-løbet Polar Cup i 2011 og sejrede desuden i fem Listed-løb.

Giant Sandman/Rafael Schistl ved sejren i Täby Open Sprint Championship (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Giant Sandman og Rafael Schistl ved sejren i Täby Open Sprint Championship (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Giant Sandman er far til to klassiske vindere, A Ladys Dream, der vandt Mowerinaløb i 2024 og No Surrender, der vandt Jockeyklubbens 2000 Guineas i 2025 og samme år Breeders’ Prize Sprint og Breeders’ Trophy Classic.

Sprinterkongen, skimle Let’sgoforit, vandt to år i træk i 2014 og 2015 Zawawi Cup (Gr.3) på Jägersro for Bodil Hallencreutz. Han vandt i halvdelen af sine 42 starter – alle på dirt og de fleste på Jägersro, bl.a. Lanwades Stud Sprint (L) to gange.

RAGAZZO – BEDSTE SKANDINAVISK OPDRÆTTEDE.

Ragazzo besejrer Over The Ocean i Täby Vårsprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ragazzo besejrer Over The Ocean i Täby Vårsprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Academy Award-sønnen Ragazzo er med et handicap på 97 den eneste skandinavisk-opdrættede hest på listen over de bedste heste i Skandinavien i dette århundrede.

Stall Trotting-ejede Ragazzo var opdrættet i Norge af Johan C. Löken og trænet af Annike Bye Hansen. Ragazzo vandt to gange Polar Cup på Øvrevoll og fem Listedløb. I alt vandt Ragazzo 13 gange, og han havde en trioprocent på 64.

Joao Moreira på Verde Mar. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Verdensstjernen Joao Moreira på Verde Mar. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Verde Mar var født i Brasilien og trænet af Fabricio Borges.

Han vandt Zawawi Cup på Jägersro tre år i træk fra 2011-13. De første to år var det et Listed-løb, men i 2013 blev det opgraderet til et Gruppe-3-løb. I avlen er Verde Mar far til Bearfoot, der vandt Svenskt Oaks i 2018.

SIR LANDO VAR FLERE GANGE TÆT PÅ TRIUMFER I UDLANDET.

Sir Lando. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Sir Lando og Fredrik Johansson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Sir Lando er en anden hest som Stall Perlen har på listen, og han var som Appel au Maitre trænet af Wido Neuroth.

Som 3-årig løb Sir Lando i tre derbyer. I Tysk Derby var han tredje gennem mål, slået med mindre end fire længder, men blev siden deklasseret til fjerdepladsen. Præstationen gjorde ham til favorit i Svenskt Derby. Her måtte han dog nøjes med en tredjeplads. Senere i Norsk Derby blev det til en andenplads bag Go Go Gadget.

Året efter var Sir Lando anden og tredje i to Gruppe-2-løb, begge i Köln. Gerling-Preis og Hansa Preis. Men året gav ingen sejre. Wido Neuroth startede flere af sine allerbedste heste i Tyskland, og den tradition har sønnen Jan-Erik fulgt op på.

I 2012 kom storsejrene endelig for Sir Lando. To gange besejrede han den skandinaviske elite. Først i Stockholms Stora Pris (Gr.3), hvor han slog Without Fear og Bank Of Burden, og senere på året, hvor han vandt Walter Nilsens Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll foran de samme to heste.

Mandrake El Mago står med Manuel Santos i sadlen i blå og hvid dragt.
Mandrake El Mago med sin faste makker Manuel Santos i bøjlerne. Foto: Stefan Olsson / Cavok.se.

Mandrake El Mago var som Aramus importeret fra Chile og i træning hos Francisco Castro.

Han vandt en Gruppe-3-sejr i Marit Sveaas Minneløp i 2004 og tre Listedløb. Pramms Memorial på Jägersro og Stockholms Stora Pris i såvel 2003 som 2004. Efter sejren i 2004 udtalte hans partner Manuel Santos: ”Han er en ren Formel 1”.

I avlen blev Mandrake El Mago far til El Gran Mago, der vandt Breeders’ Trophy Stayer i 2013.

I 2015 købte Flemming Velin Gruppe-3-vinderen, Galileo-sønnen Fields Of Athenry, der var i træning hos Aidan O’Brien og ejet af Coolmore-teamet. Og samme år var Fields Of Athenry en flot tredje i St. Leger Stakes (Gr.1) i Doncaster.

Desværre var hans skandinaviske karriere en skuffelse. Han var ikke placeret i sine fire starter i Skandinavien, og han løb på intet tidspunkt op til sit høje handicap.

ENTANGLE OG THEATRICAL AWARD DE BEDSTE HOPPER.

Entangle med Jacob Johansen i sadlen og dækken på efter sejren.
Entangle og Jacob Johansen efter sejren i Coolmore Matchmaker Stakes (L) i 2012 Entangle vandt 20 af sine 33 karrierestarter for KAOK og træner Arnfinn Lund. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Med et maksimumhandicap på 96, lige under den absolutte top, finder vi flere heste, der har skrevet skandinavisk galophistorie. Det gælder bl.a. de to vidunderhopper Entangle og Theatrical Award, der således er de højest handicappede skandinavisktrænede hopper i dette århundrede.

Entangle vandt to klassiske løb, ét gruppeløb og otte Listed-løb. De klassiske sejre kom i Norsk 1000 Guineas og Norsk Oaks i 2009. Og i 2011 vandt hun med Jacob Johansen på ryggen Marit Sveaas Minneløp på Øvrevoll før Sir Lando og Bank Of Burden. Listed-sejrene omfattede tre gange Polar Mile Cup på Øvrevoll og to gange Bloomers’ Vase på Täby.

Efter endt løbskarriere blev Entangle solgt på Tattersalls December Mares Sales i Newmarket for 120.000 Guineas.

Theatrical Award. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Theatrical Award. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Fantomhoppen Theatrical Award var som Ragazzo efter den meget succesrige avlshingst Academy Award, der var ejet i fællesskab af Stutteri Hjortebo og York Stutteri. Hun var opdrættet i Norge af Johan Solbjerg.

Theatrical Award vandt i 2008 Norsk Derby og Norsk 2000 Guineas. Året efter fik hun sin mest bemærkelsesværdige sejr, da hun vandt Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) før Appel Au Maitre, der her fik sit første nederlag på Øvrevoll.

Og i 2010 lykkedes det igen for Theatrical Award at slå Appel Au Maitre i Stockholm Cup International (Gr.3), men de måtte dog begge se sig besejret af engelske Mores Wells.

Senere mødtes de igen under mere behagelige omstændigheder, og i 2013 fik Theatrical Award et føl efter Appel Au Maitre, Lifeofbryan. Lifeofbryan vandt Norsk Mesterskap for 3-åringer, og han var favorit til at vinde Dansk Derby i 2016, men han måtte nøjes med en tredjeplads adskillige længder efter vinderen Suspicious Mind.

HESTE, VI VIL HUSKE.

King David og Oliver Wilson fører foran Kick On og Carlos Lopez på græsbanen.
King David og Oliver Wilson på vej mod sejren i Stockholms Stora Pris (Gr.3) foran Kick On med Carlos Lopez. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Med 96 i max. handicap finder vi samtidig flere andre heste, der har præget de skandinaviske storløb siden 2000. Her er nogle eksempler.

De to højest handicappede dansk-opdrættede heste i dette århundrede er King David og Suspicious Mind, der begge nåede et max. handicap på 96.

Som 3-årig i 2018 vandt King David Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park og Jydsk Derby.

Året efter kom den måske største sejr, da Oliver Wilson leverede et drømmeridt og sikrede King David sejr i Grosser Preis von Lotto Hamburg (Gr.3).

Senere i løbskarrieren blev det til yderligere to Gruppe-3 sejre – begge i 2022. I Marit Sveaas Minneløp og i Stockholms Stora Pris, ligesom King David vandt Pokalløb (L) på Klampenborg tre år i træk 2020-22. King David ejes i dag af sin opdrætter, Stutteri Stork, og har i 2026 bedækket fine første hopper på Stutteri Hjortebo.

Suspicious Mind med Per-Anders Gråberg i grøn og hvid dragt vinder foran to konkurrenter.
Suspicious Mind og Per-Anders Gråberg vinder Scandinavian Open Championship (Gr.3). Foto: Burt Seeger.

Appel Au Maitre-sønnen Suspicious Mind er den mest vindende danskopdrættede hest i nyere tid med en indtjening på 4,7 millioner kroner. Han løb i ni sæsoner, og han vandt i 24 af sine 49 starter. Suspicious Mind var opdrættet på Stutteri Hjortebo.

Suspicious Mind vandt to klassiske løb i 2016, først Dansk Derby og senere Dansk St. Leger. Som ældre hest imponerede han især med tre sejre i træk i Scandinavian Open Championship i årene 2020-22.

Med 96 i maximumhandicap finder vi også de to supersprintere Alcohuaz og Beat Baby. Lennart Reuterskiöld-trænede Alcohuaz vandt fem Listed-løb i Skandinavien i 2010 og 2011, og han markerede sig også stærkt udenfor Skandinavien.

Alcohuaz og Fredrik Johansson havde let spil i Lanwades Stud Jägersro Sprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Alcohuaz og Fredrik Johansson vinder Lanwades Stud Jägersro Sprint (L). Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Det blev til fire sejre i Tyskland og Frankrig, herunder tre i Listed-løb. I Tyskland vandt Alcohuaz to Listed-løb i hhv. Baden-Baden og på Hoppegarten i Berlin. Og i Frankrig vandt han et Listed-løb på Maisons-Laffitte.

Ingen tvivl om, at hans høje handicap reflekterer præstationer udenfor Skandinavien, som det også er tilfældet for en del af de øvrige heste, der er omtalt i denne artikel.

Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp
Beat Baby og Per-Anders Gråberg. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp

Beat Baby var i sin bedste del af karrieren trænet af Niels Petersen. Han vandt to Listed-løb i Skandinavien i 2013, Täby Open Sprint Championship og Jägersro Sprint. Han vil dog især blive husket for sin triumf, da han som 8-årig på Meydan vandt Gulf News Sport.

Brownie og Valley Chapel hører også hjemme i kategorien med et max. handicap på 96. Brownie var ejet af Lone Kaj-Nielsen og i træning hos Bent Olsen.

Som 3-årig vandt Brownie Norsk 2000 Guineas og som ældre hest blev han to gange Gruppe-3-vinder. På Øvrevoll vandt han i 2016 først Polar Cup og senere på året Marit Sveaas Minneløp, hvor han slog Hurricane Red og Bank Of Burden, der begge sluttede deres løbskarrierer med et max. handicap på 95.

Brownie og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Brownie og Oliver Wilson. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den tredobbelte Derbyvinder Valley Chapel – indtil videre den sidste, vi har haft – udkæmpede mange dyster med den jævnaldrende Dano-Mast. Som regel med Valley Chapel som den bedste, men der var undtagelser.

Valley Chapel var som Appel Au Maitre og Sir Lando ejet af Stall Perlen og i træning hos Wido Neuroth.

Ud over de tre derbysejre vandt Valley Chapel som ældre hest fem Gruppe-3-løb, bl.a. to gange Stockholm Cup International og to gange Scandinavian Open Championship.

Valley Chapel startede i adskillige løb i Tyskland og Frankrig, ofte på Longchamp, og han opnåede mange topplaceringer, men modsat Dano-Mast, vandt han aldrig et løb udenfor Skandinavien.

Fredrik Johansson rejser sig i bøjlerne på Valley Chapel ved sejren i Svenskt Derby.
Valley Chapel og Fredrik Johansson ved sejren i Svenskt Derby 1999. Foto: Svensk Galopp / Stefan Olsson.

GREAT WISH HØJEST HANDICAPPEDE SKANDINAVISKTRÆNEDE HEST I 2026.

Ikke overraskende er det Bent Olsen-trænede Great Wish, der med et aktuelt handicap på 96 topper listen over de bedste heste i skandinavisk træning i 2026. Det skyldes ikke mindst hingstens internationale bedrifter.

Det er i år blevet til tre tætte nederlag i internationalt topselskab i Gruppe-1-løb. Et på Meydan og to på Royal Ascot. Og til to sejre. I Dubai Sprint (L) på Meydan og i Gruppe-3-løbet Barrière Prix de Meautry i Deauville, hvor Great Wish fejede al modstand til side og vandt med fem længder.

I Skandinavien blev det i år kun til en enkelt start på den danske derbydag, hvor Great Wish vandt Zawawi Sprint Cup (L)

Great Wish er efter dette års champion avlshingst i Europa, Night Of Thunder, og ejet af Lone og Kaj Nielsens Fond.

Great Wish med Mickael Barzalona passerer DP World-reklamerne på Meydan i aftenlys.
Great Wish og Mickael Barzalona vinder Dubai Sprint (L) på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

Dette århundrede · Skandinavien

Højeste handicap

De højest handicappede skandinavisktrænede heste i dette århundrede. Heste med et handicap på 97 eller mere

Nr.HcpHest · afstamningTrænerEjerOpdrætter
198Appel Au Maitref. 2004 (FR) · v. Starborough (GB) – u. Rotina (FR) (v. Crystal Glitters (USA))Træner: Wido Neuroth · Ejer: Stall Perlen · Opdrætter: Aliette & Gilles ForienWido NeurothStall PerlenAliette & Gilles Forien
298Dano-Mastf. 1996 (GB) · v. Unfuwain (USA) – u. Camera Girl (GB) (v. Kalaglow (IRE))Træner: Flemming Poulsen · Ejer: Stald Composit & Stald Mosehøj · Opdrætter: P. D. & Mrs. PlayerFlemming PoulsenStald Composit & Stald MosehøjP. D. & Mrs. Player
398Square De Luynesf. 2015 (FR) · v. Manduro (GER) – u. Power Girl (GER) (v. Dashing Blade (GB))Træner: Niels Petersen · Ejer: Stall Power Girls · Opdrætter: Jacques BeresNiels PetersenStall Power GirlsJacques Beres
497Aramusf. 1997 (CHI) · v. Royal Danzig (USA) – u. Anysha (CHI) (v. Baalbek (CHI))Træner: Francisco Castro · Ejer: Malmö Main Air Cargo, Ragnarsson & Bernerup · Opdrætter: Haras JockeyFrancisco CastroMalmö Main Air Cargo, Ragnarsson & BernerupHaras Jockey
597Duca Di Comof. 2015 (IRE) · v. Clodovil (IRE) – u. Quality Love (USA) (v. Elusive Quality (USA))Træner: Cathrine Erichsen · Ejer: Stall Como · Opdrætter: Crone Stud Farms LtdCathrine ErichsenStall ComoCrone Stud Farms Ltd
697Giant Sandmanf. 2007 (IRE) · v. Footstepsinthesand (GB) – u. Sharamana (USA) (v. Darshaan (GB))Træner: Rune Haugen · Ejer: Sandman Stables · Opdrætter: Barronstown StudRune HaugenSandman StablesBarronstown Stud
797Let’sgoforitf. 2008 (IRE) · v. Verglas (IRE) – u. Slewcie (USA) (v. Seattle Slew (USA))Træner: Bodil Hallencreutz · Ejer: Bodil Hallencreutz & Barbro L. Wehtje · Opdrætter: Skymarc Farm Inc. & Castlemartin StudBodil HallencreutzBodil Hallencreutz & Barbro L. WehtjeSkymarc Farm Inc. & Castlemartin Stud
897Mandrake El Magof. 1999 (CHI) · v. Golden Voyager (USA) – u. Manon Lescaut (CHI) (v. Musketeer (USA))Træner: Francisco Castro · Ejer: Malmö Main Air, Nils-Otto Bernerup & Håkan Rosengren · Opdrætter: Haras MatancillaFrancisco CastroMalmö Main Air, Nils-Otto Bernerup & Håkan RosengrenHaras Matancilla
997Ragazzof. 2009 (NOR) · v. Academy Award (IRE) – u. Private Property (IRE) (v. Pips Pride (GB))Træner: Annike Bye Hansen · Ejer: Stall Trotting · Opdrætter: Johan C. LøkenAnnike Bye HansenStall TrottingJohan C. Løken
1097Sir Landof. 2007 (GB) · v. Lando (GER) – u. Burqa (GB) (v. Nashwan (USA))Træner: Wido Neuroth · Ejer: Stall Perlen · Opdrætter: Stowell Hill LtdWido NeurothStall PerlenStowell Hill Ltd
1197Verde Marf. 2007 (BRZ) · v. Gilded Time (USA) – u. Jolie Marcia (BRZ) (v. Spend A Buck (USA))Træner: Fabricio Borges · Ejer: Fribo Economy & Race Horses AB · Opdrætter: Haras Santa Rita Da SerraFabricio BorgesFribo Economy & Race Horses ABHaras Santa Rita Da Serra

Fire navne på Sprinters officielle topliste var ikke trænet i Skandinavien, og tre af dem vandt Stockholm Cup International (Gr.3). Collier Hill i 2004 og 2006, Mores Wells i 2010 og Best Of Lips i 2024. Premio Loco vandt Pramms Memorial (Gr.3) i 2012.

Scroll to Top