Sealove slog Firstof All i York Stutteri Sceptre Stakes

Lennart J:r Reuterskiöld var lørdag eftermiddag på årets første besøg på Klampenborg, og det resulterede i en sikker sejr i York Stutteri Sceptre Stakes over 1800 meter. Hér vandt forrige sæsons svenske Oaks-vinder Sealove med små tre længders afstand til Derby- og St. Leger-2’eren Firstof All og Guineas-vinderen Zarina.


5-årige Sealove (Sea The Moon) havde ikke startet siden den 19. oktober i fjor, men hun kom yderst velforberedt til opgaven og kunne med Per-Anders Gråberg i bøjlerne tage førstepræmiens 100.000 kroner til sin ejer og opdrætter Waleed Zawawi.

På andenpladsen var der også yderst positive takter fra Rikke Rohbach Bonde-trænede Firstof All (Juniper Tree), som overtog føringen ind på opløbet, men siden var forsvarsløs overfor Sealoves udvendige angreb.


Sealove og Per-Anders Gråberg vinder York Stutteri Sceptre Stakes foran Firstof All og Zarina. Foto: Johanna Friberg.

Lea Olsen-trænede Zarina (Appel Au Maitre) sluttede også godt af til tredjepladsen foran Søren Jensens Sunday Fudge (Reliable Man) og Bent Olsens Good To Go (Zoffany).

Sealove tog her sin fjerde karrieresejr i blot 13 starter, og mon ikke vi får hende at se igen i det næste store opgør for de ældre elitehopper i Derbydagens Elkær Stutteri Fawzia Stakes.


Sealove og Per-Anders Gråberg modtages af ejerrepræsentant Benny Carlsson, træner Lennart J:r Reuterskiöld og løbssponsor Alexander Elsass efter sejren i York Stutteri Sceptre Stakes. Foto: Johanna Friberg.

Seneste artikler

Scroll to Top