Bente og Magne Jordangers 3-årige St Anton tog fredag eftermiddag en heroisk triumf i det 1600 meter lange ‘The Classic Bookmaker’ Handicap på Newmarkets Rowley Mile. Mehmas-sønnen fangede på de sidste meter Comic Hero og sikrede sig en førstepræmie på £18,039.

St Anton trænes i Newmarket af Richard Hannon og blev redet til sejr af unge Joe Leavy.
Hingsten kom ind i opgøret med en OR på 82 efter at have hentet to anden- og to tredjepladser i sit livs første fire starter.
Stall Perlen erhvervede sig hingsten for 200,000 guineas gennem Peter & Ross Doyle Bloodstock på 2024-udgaven af Tattersalls October Yearling Sale Book 1, og han er halvbror til den Wesley Ward-trænede amerikanske vinder After Taxes (Kodiac).

























