Der er lagt op til et forrygende væddeløb mellem fire af sidste sæsons mest fremtrædende unge navne i lørdagens Guineas Trial på Klampenborg, hvor bl.a. Cosmopolitan, Beethoven, Darlington og King To Be møder Flemming Velins højt handicappede nye importer Daytona og Wapeka.

Søren Jensen-trænede Cosmopolitan (Make Believe) vandt tre af sine fire starter som 2-årig, heriblandt Goffs Futurity Stakes og Dansk Kriterium, inden han i Vinterfavoritternes Ærespræmie løb ind i sit eneste nederlag mod Lea Olsens Beethoven (Goken).
Bettina Andersens Darlington (Appel Au Maitre) vandt Basnæsløb foran sin staldkammerat King To Be (Moohaajim).

Guineas Trial-feltet rummer endnu en Klampenborg-vinder fra i fjor i form af Inge Mette Dejgaards Gert (Giant Sandman) – og så er der de helt nye navne i Flemming Velins regi, Daytona (Wootton Bassett) og Wapeka (Dubawi).
Daytona blev handlet privat ud af Ballydoyle i efteråret, og det var i kølvandet på fem starter for Aidan O’Brien som resulterede i to sejre, samt en anden-, tredje- og femteplads.
Daytona vandt sine to første starter i juni og juli, heriblandt Pat Smullen Stakes (L) over 1600 meter i Naas, hvorefter han blev tredje i Prix Francois Boutin (Gr.3) i Deauville.
Siden blev han femte bag 2000 Guineas-favoritten Bow Echo (Night Of Thunder) i Royal Lodge Stakes (Gr.3), inden 2-årssæsonen blev afsluttet med en andenplads bag staldkammeraten Dorset (Wootton Bassett) i Killavullan Stakes (Gr.3).
Daytona er kommet til Danmark med et omregnet handicap på 93.

Wapeka blev købt under Arqanas Arc Sale i oktober efter at have vundet sit livs anden start over 1650 meter i Craon.
Han er ud af den dobbelte Gruppe-3-vinder og flere gange Gruppe-1-placerede Wekeela (Hurricane Run), fra samme moderlinje som den tidligere svenske 1000 Guineas-vinder og senere Gruppe-1-producerende avlshoppe Mautauri Pearl (Hurricane Run) og den legendariske tyske avlshingst Monsun (Königsstuhl).
Wapeka har fået et omregnet skandinavisk handicap på 88 forud for sæsondebuten på lørdag.
Sådan ser den officielle ranking til Guineas Trial ud:
- Daytona (IRE), 93
- Wapeka (IRE), 88
- Beethoven (DEN), 81
- Cosmopolitan (DEN), 81
- Darlington (DEN), 80
- King To Be (DEN), 78
- Gert (DEN), 70

























