Francisco Castro går sin sæson nummer 34 i møde som svensk licenseret træner, og selv om stalden blot tæller 13 navne ved indgangen til 2026, er det svært ikke at forestille sig, at han vil overgå de seneste års cifre på bundlinjen. På søndag kan Castro indlede sæsonen hjemme på Jägersro direkte med sejr, når 3-årige Papa Joe debuterer over 1200 meter.

Kodi Bear-sønnen vandt sine to første starter i fjor helt efter behag, inden han som favorit måtte bøje sig for Niels Petersens debutant Bullet Bling (Violence) i Skånelandlöpning.
Papa Joe indleder sin klassiske kampagne med et handicap på 80, og Castro sigter først og fremmest på Voterlöpning med stortalentet, som sidenhen kan gå enten mod Svenskt Derby eller samme dags Malmö Stads Pris eller Derby Sprint.
Papa Joe, som rides af Maikel Narvaez Bravo, møder kun tre konkurrenter på søndag, og han skal give vægt til dem alle – heriblandt Veronika Jandovás Say Never (No Nay Never), som var vinder på Jägersro i fjor, men som ikke helt tændte til som favorit i sæsondebuten på Klampenborg i lørdags.
Jägersro indleder 2026 kl. 11:50 på søndag, og der er otte løb på programmet.


























