Double til Vesterholm, Stott og Kristensen ved sæsonpremieren i Aarhus

Sæsonen 2026 på Jydsk Væddeløbsbane fik en fremragende begyndelse for træner Melissa Vesterholm og jockey Nicolaj Stott, der sammen tog sig af begge premieredagens galopløb. Sejrene gik til Vesterholm-staldens 3-årige heste Gintonik og Irish Supreme.


Kort tid før årets første løb i Aarhus måtte Lea Olsen slette begge sine startheste, da Maikel Narvaez Bravo ikke nåede frem til sine ridt på Don Torkdahl (Lucky Vega) og Zavannah (Havana Gold).

Det betød, at kun fire heste deltog i det første opgør, et aldersvægtløb for heste med maksimalt 62 i handicap.

Hér førte Melissa Vesterholm selv an undervejs i bøjlerne på sin egentrænede Dreaming Of Love (Requinto), som i opløbet først blev overhalet af sin 3-årige staldkammerat Gintonik (Red Cactus) og siden også Birgitte Nielsen-trænede Tullamore (Al Shemali).


Nicolaj Stott vinder årets første løb i Aarhus med debutanten Gintonik. Foto: Ole Hindby.

Det blev en anelse tættere mod slutningen mellem Gintonik og Tullamore, men Nicolaj Stott trak sig sejrrigt ud af duellen med Matilde Kløve og sikrede således en debutsejr til Gintonik.

Dreaming Of Love holdt siden tredjepladsen med klar afstand til Mr Sandman (Giant Sandman).

Vindende Gintonik ejes af Morten Rasmussen og er opdrættet af fynske Stald Kristensen – på de samme marker som tidligere dannede ramme om Havreholms Stutteri – dér hvor Peas And Carrots (Final Appearance) voksede op.


Ejer Morten Christensen er med til at modtage vindende Gintonik og Nicolaj Stott efter sejren i Aarhus. Foto: Ole Hindby.

Gintonik blev sæsonens første 3-årsvinder for Stutteri Hjortebos avlshingst Red Cactus (Hard Spun), og det første vindende afkom ud af Binary File-datteren Neverstopdreaming, som igen er helsøster til vinderne Dream In The Wind og Queen Of Dreams, samt halvsøster til The Maestro (Juniper Tree).



Og vi kan faktisk blive ved “de gamle Havreholm-marker” på Fyn, for det er også hér, at lørdagens anden 3-årsvinder i Aarhus spenderede sin tid som åring, sammen med Gintonik.

Peas And Carrots’ opdrætter, Henrik Løve Kristensen, manglede nemlig en legekammerat til Gintonik mod slutningen af følåret, og derfor rejste han i efteråret 2024 til Irland og købte et hingstføl efter Supremacy (Mehmas).

Føllet fik sidenhen navnet Irish Supreme, og det var ham, som under Nicolaj Stott sørgede for det der næsten kan betegnes som en ‘opdrætterdouble’ i lørdagens maidenløb over 2000 meter.


Irish Supreme og Nicolaj Stott aflægger maidentitlen foran Go Go Faloumama. Foto: Ole Hindby.

Irish Supreme sejrede med en sikker længde foran Mikkel Johansens Go Go Faloumama (Go Go Gadget), hvorefter der blev mange længders afstand til ligeledes Melissa Vesterholm-trænede Bingo Boy (Turlock) på tredjepladsen.

Og der var også kun tre heste med i maidenløbet, som først blev ramt af at Zavannah ikke havde nogen rytter, og dernæst af, at Call The Chief (Appel Au Maitre), som Melissa Vesterholm selv var i sadlen på, nægtede at gå i startboks.


Irish Supremes træner Melissa Vesterholm og ejer Henrik Løve Kristensen. Foto: Ole Hindby.

Irish Supreme ejes af HLK Production og fik 14.000 kroner for sejren i karrierens femte start.

Han leverede flere gode præstationer som 2-årig i fjor og afsluttede sæsonen med en andenplads i Den Jydske Vinterfavorit bagved Dream On Sally (Girolamo).


Henrik Kristensen med Irish Supreme, som han købte for €10,000 på Goffs November Foal Sale i 2024. Foto: GalopSport.

Seneste artikler

Scroll to Top