Vil du føre Bloomers-linjen videre? Hér er chancen

I 1964 kom hoppen Bloomers til verden i England. Da hun 10 år senere blev importeret til Sverige, skabte hun et avlsmæssigt fundament med dybe rødder og blev én af de mest betydningsfulde hopper i svensk fuldblodshistorie. Takket være 92-årige Kjell Sjöberg, som nu har valgt at skænke sin sidste efterkommer i moderlinjen til en seriøs, skandinavisk opdrætter.

Bloomeretta vinder i Göteborg med Fanny Olsson i sadlen. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Et livsværk tog form

Kjell Sjöbergs rejse som hesteejer begyndte helt tilbage i 1957, men den tog først for alvor fart med købet af avlshoppen Bloomers i 1974.

Bloomers blev nemlig mor til de tre fremragende hopper Filibloom (Relko) fra 1979, Bloomigunda (My Swanee) fra 1975 og Bloomerang fra 1978, som senere kom til at danne grundlaget for svenskopdrættede storløbsvindere på samlebånd.

Filibloom blev i 1981 champion 2-årshoppe i Sverige, og hun fortsatte med klassiske placeringer i 3-årssæsonen, inden hun gik videre i stutteriet og blev mor til fem vindere – heriblandt Code Of Honour (El Gran Senor), som to gange var Listed-placeret i England.


Kjell Sjöberg ses herover sammen med Lennart J:r Reuterskiöld, Nicolaj Stott og Mr Ascots Una Matina efter sidste års udgave af Bloomers’ Vase (L) på Bro Park. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Yankee Bloom

Et af Kjell Sjöbergs mest stolte øjeblikke var, da han i 1995 indgik en såkaldt ‘foal share’ med Coolmores medstifter John Magnier, hvilket førte til, at Filibloom kunne føres til bedækning ved legendariske El Gran Senor (Northern Dancer), som havde vundet syv af sine otte karrierestarter i Robert Sangsters farver – og hvis eneste nederlag skete i 1984-udgaven af Epsom Derby (Gr.1) bag Secreto (Northern Dancer).

Resultatet af bedækningen blev den fukse hoppe Yankee Bloom, der kom til verden på Coolmore-filialen Ashford Stud i Kentucky med Sjöberg som medopdrætter.

Som åring blev Yankee Bloom importeret fra USA til Sverige, hvor hun i 1998 blev skandinavisk 2-årschampion blandt hopperne og bl.a. triumferede i Amacitalöpning, Svealandlöping og var anden i Vinterfavoriternas Pris.

Som ældre hoppe fortsatte Yankee Bloom med sejre i bl.a. Jockeyklubbens Avelslöpning, mens det blev til en andenplads i Svenskt Oaks og tredjeplads i Svenskt St. Leger.


Tertio Bloom med Valmir de Azeredo i bøjlerne. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Tertio Bloom

I stutteriet videreførte Yankee Bloom de stolte Bloomers-gener og hun blev mor til seks vindere. Den bedste var Tertio Bloom (Tertullian), som vandt 11 gange i karrieren, heriblandt tre Listed-opgør på Jägersro og et handicap på Meydan.

Desuden var Tertio Bloom anden i det tyske Gruppe-3-opgør Preis der Jungheinrich Gabelstapler og i Svenskt Derby (L) bag staldkammeraten hos Fredrik Reuterskiöld, Swing That Cat (Cat Thief).

Yankee Blooms yderligere afkom talte Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Horatio Bloom (Tertullian), storløbsplacerede Senorita Bloom (Tertullian) som siden blev mor til den svenske Kriteriumsvinder Serenity Bloom (Reliable Man), Yaliho Bloom (Diaghlyphard), som blev mor til Dansk Breeders’ Cup-vinderen Reliable Carlras (Reliable Man) – og så ikke mindst Swedish Champion Classic-vinderen Milibloom (Miesque’s Son).


Master Bloom og Carlos Lopez vinder The Macallan Dansk Derby foran King David/Oliver Wilson og Lea/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Master Bloom og Carlos Lopez vinder Dansk Derby 2018 foran King David. Foto: Burt Seeger.

Master Bloom

Milibloom, som desuden også var anden i Svenskt Oaks, tredje i Svenskt Derby (L) og Svenskt 1000 Guineas, folede i 2015 en søn af den tyske Derbyvinder Pastorius (Soldier Hollow).

Føllet fik navnet Master Bloom, og blev i de kommende år én af de bedste heste på de skandinaviske væddeløbsbaner overhovedet, med 14 sejre og mere end fire millioner svenske kronor på præmiekontoen.

Som 3-årig vandt Master Bloom både Dansk Derby, Svenskt St. Leger og Norsk St. Leger for Cathrine Erichsen, og han fortsatte som ældre hest med sejre i Scandinavian Open Championship (Gr.3), Skandinavisk Grand Prix, SM Classic og Kapps Stora Pris, mens det blev til en andenplads i Scandinavian Open (Gr.3) og to tredjepladser i Stockholm Cup International (Gr.3).

Milibloom blev også mor til Marcella Bloom, en helsøster til Master Bloom, som bl.a. var anden i 2023-udgaven af Norsk Derby.


Derbyvinderen Bloomerace

Master Bloom, Milibloom, Yankee Bloom og Filibloom tilhører blot én af de grene, som avlshoppen Bloomers producerede.

Bloomers var nemlig også mor til Bloomerang (Shantung) fra 1978 og mormor til Ballet Bloom (Balidar) fra 1983.

Netop Ballet Bloom er mor til den svenske Derbytriumfator fra 1992, Tommy Gustafsson-trænede Bloomerace (Diaghlyphard), som besejrede All That Jazz (Billion) og den danske Derbyvinder Federico (Known Fact).

I sin efterfølgende start vandt Bloomerace også det endnu bedre betalte Breeders’ Trophy Classic på Täby.

Bloomerace fik senere hen også chancen som avlshingst, og blandt hans syv vindere var Golden Bloomer, Lejonkungen og Pamperace, der vandt 12 løb tilsammen.



Den ‘anden gren’ – Gyllen og Rosenobler

En anden af Bloomers’ føromtalte døtre, Bloomigunda fra 1975, producerede fra 1982 til 1984 tre vidunderafkom på stribe i form af Daler (Jimmy Reppin), Gyllen (Trainers Seat) og Rosenobler (Jimmy Reppin).

Den bedste var Gyllen, der som 3-årig i 1986 både vandt Dianalöpning (Svenskt 1000 Guineas), Svenskt Oaks og Dansk Oaks for Lennart Reuterskiöld Sr.

Men også halvsøsteren Rosenobler var fremragende med sejre i Dansk Oaks, Svenskt Oaks, Jockeyklubbens Avelslöpning og Bloomers’ Vase. Desuden var hun anden i Dianalöpning og tredje i Svenskt Kriterium.

Både Gyllen og Rosenobler tjente omkring en million svenske kronor i deres respektive karrierer, vel at mærke op igennem 1980’erne, og de fik også sidenhen et virke i avlen med vindere til følge.

Dertil blev Gyllen, gennem datteren Gyllenette (Modern Pleasure), mormor til championhoppen Florette (Diaghlyphard), der afsluttede sin løbskarriere i november 2000 med at vinde Jockeyklubbens Avelslöpning foran Romola (Wolfhound) og Wanesca (Eighty Eight Keys).


Bloomers’ Vase (L)

Avlshoppen Bloomers må i den grad siges, at have sat et enormt værdifuldt præg på Sveriges avl gennem mere end 50 år, og der er ikke en finger at sætte på, at ét af de mest prestigefulde opgør for hopper i Skandinavien bærer hendes navn.

Bloomers’ Vase er et Listed-opgør over 1600 meter, som traditionelt rides på Stockholms Stora Pris-dagen i Stockholm i juni, og altid med stifteren af blodlinjen, Kjell Sjöberg, som stolt overrækker af ærespræmien.


Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Horatio Bloom – der er helbror til Bloomeretta – ses herover på Täby i 2014. Ved siden ses træner Niels Petersen sammen med Eva Isacsson Sjunnesson og Kjell Sjöberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Hvem skal nu føre linjen videre?

Som nævnt indledningsvis, ejer Kjell Sjöberg nu blot en enkelt efterkommer af fantastiske Bloomers.

Det er den 16-årige Tertullian-datter Bloomeretta, som er ud af Yankee Bloom og dermed helsøster til Tertio Bloom, Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Horatio Bloom samt halvsøster til Master Blooms mor Milibloom.

Bloomeretta, der bl.a. er mor til Bloomtaal (Mekhtaal), der var vinder som 3-årig i Frankrig i fjor, står lige nu opstaldet hos Lotta Chaudet i Frankrig, hvor hun eventuelt kan nå at blive bedækket og siden importeres til Skandinavien.

“Jeg vil ikke sætte hende til salg på en auktion, hvor jeg ikke ved hvor hun ender henne, så i stedet ønsker jeg at skænke hende til en seriøs opdrætter i et af de skandinaviske lande, således at Bloomers-blodet får mulighed for at leve videre hér”, fortæller Kjell Sjöberg til GalopSport.


Yderligere information omkring Bloomeretta og et ejerskifte fås hos:
Eva Isacsson Sjunnesson: +46 707 354 480 / eva@horsenature.nu
Kjell Sjöberg: +46 708 380 107 / kjell@ket.kth.se

Seneste artikler

Scroll to Top