Den danske opdrætter Nils Wortmann Christensen, som bl.a. står bag sidste sæsons Auktionsløbs-2’er Classic Blaze, har netop udvidet hoppebestanden med den 7-årige Dark Angel-datter Seraph, som stammer fra en stærk, fransk Wertheimer-familie med medlemmer som Prix de l’Arc (Gr.1)-vinderen Solemia og yderligere Gruppe-1-vindere som Silawi, Silasol og The Gurkha.

“Seraph er i fol ved Supremacy (Mehmas, red.) med termin den 5. maj. Hun skal fole i Irland og derefter bedækkes ved Breeders’-anmeldte Dubai Mile (Roaring Lion, red.), inden hun kommer hjem til Danmark”, fortæller Nils Wortmann Christensen til GalopSport.
Seraph er i forvejen mor til 3-årige Elusive Glory (Cotai Glory), som er i træning i England, og hendes 2-årige hingst efter Soldier’s Call (Showcasing) er gået i træning hos Gavin Cromwell i Irland.
Desuden har hun en 1-årig hingst efter State Of Rest (Starspangledbanner), som ses på billedet i toppen af artiklen sammen med sin mor.
Seraph var selv ustartet, men kostede €75,000 som åring på Arqana, og hun er søster til to vindere ud af lige så mange startende, heriblandt den Gruppe-3-placerede Lope De Vega-søn Inside Matters.

Hoppens Modern Games-halvsøster blev i efteråret handlet for €105,000 som føl på Arqanas Vente de l’Elevage, og der sker i det hele taget fortsat en del i den nærmeste del af familien.
“Hun har en halvsøster efter Wootton Bassett, som kostede €220,000 som åring, og som nu har startet to gange i Frankrig for Francis Graffard, og hun vandt sin seneste start i Deauville”, siger Nils Wortmann Christensen.
Og så kan det tilføjes, at én af Seraphs nære slægtninge, den 4-årige Dubawi-søn Silius, i fjor gik tilbage for €650,000 på Arqanas Arc Sale og sidenhen har vundet to gange – inklusiv et Listed Race på Saint Cloud – og så sent som 29. marts var han tredje i Prix Edmond Blanc (Gr.3) på samme bane.
Silius er helbror til Canadian International (Gr.1)-vinderen Silawi og ud af Prix Marcel Boussac (Gr.1)- og Prix Saint-Alary (Gr.1)-vinderen Silasol (Monsun), der er halvsøster til Seraphs mor Silimeri (Dansili).


























