Heroiske Falkor gav sig aldrig i sæsondebuten

Søndagens bedst betalte opgør på Bro Park, Klass 1 Handicap over 2100 meter dirt, endte ud i en nervepirrende opløbskamp mellem Patrick Wahls 8-årige Falkor og Annika Sjökvists tre år yngre Offer And Receive. Det lykkedes for Falkor at holde sig foran hele vejen i hænderne på Evelina Rönnlund.


Barocci-sønnen Falkor, som indledte sæsonen med 88 i handicap, lykkedes med at tage sin 12. sejr i 44 starter, og med førstepræmiens 62.000 svenske kronor nåede han et godt stykke over 1,4 millioner i samlet præmiesum.

Falkor er opdrættet af Pernilla Nilsson og helbror til Listed-placerede Blue Gem, og halvbror til bl.a. Auktionsløbsvinderen I Can Do It (Hurricane Red) og storløbsplacerede Silver Wings (Appel Au Maitre).

Pernilla Nilsson har solgt de seneste fem afkom ud af Falkors mor, Lana Jolie (Whipper), til Danmark – heriblandt de ovennævnte I Can Do It og Silver Wings, samt også 2-årige Othello Torkdahl (Moohaajim), som er i træning hos Lea Olsen i Aarhus.


Falkor og Evelina Rönnlund vinder Klass 1 Handicap foran udvendigt angribende Offer And Receive med Alina Öhgren. Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.

Patrick Wahl havde også indledt søndagen på Bro Park med en sejr med 9-årige Gimme Love (Reliable Man), som vandt for Jose Carlos Lopera, men siden fik Annika Sjökvist også revanche med en double gennem de 3-årige Sir Brian (Zaahid) og Crystal Clear (Jimmy Mack).

Desuden red Oliver Wilson 6-årige Dharwin (Moohaajim) til sejr for Caroline Malmborg, og Lorenzo Putzulu sørgede for endnu en sejr til formstærke Catharina Vång med 5-årige Ritzy (Mendelssohn).

Endelig afsluttede Julian McLaren søndagen med en double, da Duke Of Hastings (Juniper Tree) i absolut sidste galopspring fangede den længe førende staldkammerat Brute Force (Gale Force Ten).

Marika Masuhr var i sadlen på vinderen, mens Malin Holmberg red andenhesten.


Duke Of Hastings (nærmest) fanger i sidste galopspring indvendige Brute Force i søndagens afsluttende opgør på Bro Park. Begge heste trænes af Julian McLaren. Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.

Seneste artikler

Scroll to Top