På lørdag rides Scandinavian Open Championship for 33. gang. Og for første gang siden år 2000 kun som Listed Race. Tidligere tiders storhed med deltagelse af internationale topheste og -jockeyer kan være forbi. Men forhåbentlig er det for tidligt at drikke gravøl. Scandinavian Open har således budt på mange store oplevelser gennem tiden. I år tegner meget til, at Ami De Vega kan gentage sejren fra i fjor.

SÅDAN STARTEDE DET.
Tilbage til midten af 1970’erne fik nogle visionære galopentusiaster den idé, at der burde afholdes et internationalt storløb på Klampenborg Galopbane.
Og efter en lang og sej planlægningsperiode blev det besluttet, at det første Scandinavian Open Championship skulle afvikles i 1977.
Næste år er det 50 år siden.
Planlægningen af det store arrangement blev lagt i hænderne på f-reklame ved Ole M. Frederiksen og min bror Per Aagaard Bustrup, der på det tidspunkt var ansat på galopbanen, og repræsenterede Klampenborg Galopselskab.
Søndag den 7. august oprandt den store dag, og det første Scandinavian Open Championship løb af stablen. Præmiesummen var på 250.000 kroner.
Der var stor bevågenhed fra pressens side, og på dagen var tribunerne fyldt til bristepunktet.

Det blev en stor succes, og naturligvis blev løbet gentaget året efter, hvor præmiesummen var steget til 400.000 kroner. Og på ny var dagen vellykket.
Lester Piggott vandt igen, denne gang i sadlen på den engelske gæst Pollerton (Rarity), der førte fra start til mål.
Trainer’s Seat, der havde vundet året før, blev nu redet af Chris Cordrey, og han lignede en overgang en vinder, men Trainer’s Seat blev slået efter målfoto.
Chris Cordrey har tidligere til RaceTime udtalt, at det er et af de løb, som det ærgrer ham mest, at han ikke vandt.
Forskellige omstændigheder medførte, at Scandinavian Open blev lagt i ”mølpose”. Men heldigvis kom det igen på Galopbanens sæsonplan – dog først i 1996, 19 år efter den første udgave af begivenheden havde fundet sted.
Og så skete det sandelig med brask og bram. Præmiesummen blev sat op til ikke mindre end én million kroner – et meget stort beløb selv set med internationale briller – og nok til at tiltrække udenlandske topheste og -jockeyer.
Det betød også, at Scandinavian Open Championship i 2000 blev opgraderet til et Gruppe-3 løb.

SUSPICIOUS MIND OG PER-ANDERS GRÅBERG ER TOPSCORERE.
Ser man på rekorder gennem de 32 år, der har været afholdt SOC, kan ingen måle sig med Per-Anders Gråberg. Han har vundet Scandinavian Open syv gange, men desværre har han ikke noget ridt i årets udgave.
Første gang Per-Anders vandt var i 2007 med Equip Hill, der både var ejet og opdrættet af Katarina Jacobson.
Senere blev det til sejre for Per-Anders i 2012 og 2013 med Bank Of Burden, der i den periode nærmest vandt, hvad der passede ham i Skandinavien.
Og Per-Anders lavede en ‘treble’ med Suspicious Mind, der vandt i 2020, 2021 og 2022. Suspicious Mind var ejet af 360 North Horse Racing og trænet af Nina Lensvik på Jägersro.
Senest blev det til sejr for Per-Anders i 2024 med Flemming Velins Greenland.
Per-Anders Gråberg, der sidste år rundede de 50, er Skandinaviens mest vindende aktive jockey med over 2000 sejre.

Kun fem andre jockeyer har vundet SOC mere end én gang – alle topjockeyer. Lester Piggott, Janos Tandari, Lennart Hammer, Fredrik Johansson og Carlos Lopez.
Lennart Hammer vandt i 2000 med den tyske, fukse hingst Montalban (Mondrian), som var en rigtig stayer der ikke kunne få det for langt. Derfor var der en del tvivl om, hvorvidt han havde hurtighed nok til at vinde Scandinavian Open.
Men det hårde udgangstempo og Klampenborgs lange opløb, som i øvrigt svarer til Hamborgs, samt et perfekt ridt af Lennart Hammer resulterede i, at det hele flaskede sig perfekt for ham.

For jockey Lennart Hammer var sejren i Scandinavian Open lig med et gennembrud i Danmark, hvor han startede som lærling hos Søren Jensen.
Lennart Hammer fik senere en fremragende karriere som jockey i Tyskland, hvor sønnen Thore Hammer i fjor blev jockeychampion for anden gang.
Lennar Hammer vandt SOC igen 10 år senere med Django.
Oliver Wilson og Sandro De Paiva får chancen for at komme med i det fine selskab i år med ridt på henholdsvis Ami De Vega (Lope De Vega) og Irish Fire (Make Believe).

TRE TRÆNERE HAR VUNDET SOC TRE GANGE.
Cathrine Erichsen, Niels Petersen og Nina Lensvik topper listen over mest vindende trænere af Scandinavian Open.
Desværre har Niels Petersen ingen startende heste i SOC i år. Det havde været spændende, hvis Mount Kilimanjaro (Siyouni) og/eller Mozart (Le Havre) havde været på startlisten.
Flemming Velin er den eneste danske træner, der har vundet løbet to gange. Søren Jensen, Flemming Poulsen, Karl Peter Andersen (på svensk licens), Bent Olsen og Rikke Bonde har hver vundet én gang.
Flemming Velin kan nå op på tre sejre i SOC, hvis Drumroll (Deep Impact) vinder.

SEKS DANSKE DERBYVINDERE HAR OGSÅ SEJRET I SOC.
Det er altid en fornøjelse at se danske derbyvindere, der kan følge op med succes som ældre heste.
Scandinavian Open er seks gange blevet vundet af tidligere danske derbyvindere. To af disse var dog importer – Federico (Known Fact) og Valley Chapel (Selkirk).
De fire øvrige er Halfsong (Songline), Peas and Carrots (Final Appearance), Master Bloom (Pastorius) og Suspicious Mind (Appel au Maitre).
Og de var alle seks trænet i Skandinavien.

ENGELSK/ ROYAL INVASION.
Da Federico sejrede i SOC i 1996, var det foran adskillige topheste, der var trænet udenfor Skandinavien.
Så året efter, hvor præmiesummen igen var 1 million kroner, sendte trænere fra England en række af deres allerbedste heste for at gøre sig gældende.
Og det virkede. Det blev en opløbskamp mellem to engelske gæster, hvor Harbour Dues (Slip Anchor) vandt med Pat Eddery i sadlen.
På andenpladsen kom H.M. Dronning Elizabeths Arabian Story (Sharrood).
Arabian Storys deltagelse i Danmark var en kæmpe begivenhed for skandinavisk galopsport. Det skabte en euforisk stemning og et stort pressemøde, da det blev annonceret, at en af Dronning Elizabeths heste skulle starte.
Efter sejren i SOC vandt Harbour Dues Stockholm Cup International (Gr.3), og han afsluttede 1997-sæsonen med en fjerdeplads i Melbourne Cup (Gr.1).

KUN CROCODILE DUNDEE HAR VUNDET SOC SOM 3-ÅRIG.
I 2004 vandt 3-årige Crocodile Dundee Scandinavian Open.
Elleve deltagere fra seks forskellige lande var på plads i Danmarks største galopløb. Den bedst placerede skandinavisk trænede hest blev vinderen fra året før Dano-Mast på en fjerdeplads.
Ingen 3-årig hest var tidligere eller er senere strøget til tops i Scandinavian Open, men Crocodile Dundee viste, at det godt kan lade sig gøre.
Crocodille Dundee kom fra en sejr på Sandown foran Silence Is Golden, der havde fulgt op med en andenplads i et Gruppe-1-løb på Goodwood.
Det er muligvis den sidste gang, vi har set en 3-årig vinde SOC.
En årsag er, at Scandinavian Open i 2020 blev flyttet frem fra august til maj måned, og det er svært at se en 3-årig besejre ældre topheste på 2400 meter i begyndelsen af deres treårssæson.
En anden årsag er, at vi med den reducerede præmiesum, der nu er, næppe vil kunne tiltrække de samme udenlandske topheste som tidligere.

TRE HOPPER HAR SEJRET I SCANDINAVIAN OPEN.
Den danske derbyvinder fra 2003 Halfsong blev den første hoppe, der vandt SOC.
Halfsongs popularitet på Klampenborg var stor. Hun var opdrættet, ejet og trænet af svensk/danske Karl Peter Andersen. Halfsong vandt 12 gange og indløb over 2,5 millioner kroner i sin løbskarriere.
Hun vandt Svenskt Oaks, Dansk Oaks, Dansk Breeders’ Cup og Golden Mile (L), men hun vil især blive husket for sine sejre i Dansk Derby i 2003 og i Scandinavian Open i 2006.
Begge gange overraskede hun nemlig spillerne og vandt til høje odds. I Dansk Derby til næsten 18 gange pengene og til 13 gange pengene i SOC, hvor hun slog den svenske derbyvinder Zenato (Acatenango).
Samtidig blev Sara Slot den første kvindelige jockey til at vinde Scandinavian Open.
I 2015 gjorde Dina Danekilde hende kunststykket efter, da hun vandt med Chess Racings Berling (Montjeu) i et højdramatisk SOC.
Det blev beskæmmet af et frygteligt styrt rundt tribunesvinget, hvor både Mekong River (Galileo), Bank Of Burden (Hawk Wing) og Moe Green (Xaar) var involveret. Og desværre måtte Mekong River senere aflives.

Den næste hoppe, der vandt Scandinavian Open var tyske Ovambo Queen (Kalatos) i 2011.
Ovambo Queen er måske den bedste af alle, der har vundet SOC. Året efter som 5-årig var hun kun kort slået i Grosser Preis von Baden (Gr.1) af en anden tysk superhoppe, Danedream (Lomitas), der året før havde vundet Prix de l’Arc de Triomphe.
Den tredje og sidste hoppe, der indtil videre har vundet SOC er Stald Ras’ Go On Carlras (Harzand), der vandt i 2023 i sin årsdebut.
White Heart (Camelot) var anden, og Iron Butterfly (Swipe), der to år tidligere havde vundet Dansk Derby før Go On Carlras, var tredje. Og det var en overraskelse. Go On Carlras var spillet til 310:10.

EFESOS OVERRASKEDE.
En anden stor overraskelse kom i 2018, da Efesos (Royal Experiment) vandt Scandinavian Open til 12 gange pengene.
Med Manuel Martinez i sadlen førte Efesos hver en meter og vandt før Captain Morgan (Diamond Green) og Albarone (Born To Sea), der som vinderen også var trænet af Bent Olsen.
Desværre viste det sig at blive det sidste væddeløb som Efesos gennemførte.
Efesos, der var ejet af Odessa Racing Club og opdrættet af Lone Pedersen/ Stutteri Nova, blev i 2018 kåret som Årets Hest i Danmark. Han virker fortsat i stutteriet som avlshingst.

TÆTTE OPLØB.
Superhoppen Inaya (High Chaparral), der på Klampenborg bl.a. vandt såvel Dansk Oaks som Dansk St. Leger, var tæt på også at vinde Scandinavian Open Championship i 2016.
Hun kunne så være blevet den fjerde hoppe, der vandt SOC, og have sikret Chess Racing sejr to år i træk. Berling vandt som beskrevet i 2015.
Akkurat på målstregen blev hun dog fanget af den norske derbyvinder Quarterback (American Post) med Jan-Erik Neuroth på ryggen.

Og inden for en længde fulgte i rækkefølge nogle af de bedste heste i nyere skandinavisk galophistorie. Bank Of Burden (Hawk Wing), Giuseppe Piazzi (Galileo) og Hurricane Red (Hurricane Run).
De to sidste er i dag opstaldet som avlshingste på York Stutteri.
Scandinavian Open 2016 på Klampenborg skal også huskes for en anden ting. Lige efter løbet fandt en romantisk seance sted, da den vindende rytter Jan-Erik Neuroth friede til sin kæreste i vindercirklen.
Det er ikke hverdagskost.

Allerede otte år før, i 2008, var SOC også skueplads for et meget tæt og spændende opløb.
En af de bedste danskopdrættede heste i dette århundrede, Peas And Carrots blev på det tidspunkt fast inventar i Scandinavian Open, og han var som regel blandt favoritterne.
Han debuterede i SOC som 4-årig i 2007 med en femteplads, og året efter var han favorit og tæt på sejr.
Men Peas And Carrots måtte bøje sig for Kingmambo-sønnen Chinese Mandarin.
I afgørelsens stund strøg han forbi med Nicholas Cordrey, der i sadlen sørgede for en prægtig afslutning og vandt med trekvart længde.

Året efter byttede de plads, og Peas And Carrots fik sin enlige sejr i SOC. Den danske derbyvinder Lone Kaj-Nielsens Master Kid (Academy Award) var tredje.
I 2010 måtte Peas And Carrots bøje sig for Chess Racings Django (Acatenango), der med Lennart Hammer slog Peas And Carrots med en halv længde.
Og i 2011 var Peas And Carrots slået af den tidligere omtale tyske superhoppe, Ovambo Queen.
Sidste gang vi så Peas And Carrots i Scandinavian Open var i 2012, hvor han blev besejret af Bank Of Burden og den norske derbyvinder og vinder af Stockholm Open International (Gr.3), Touch Of Hawk (Hawk Wing).

En anden tophest, der har løbet ofte i SOC, er den danske derbyvinder fra 2016, Suspicious Mind. Det blev til hele syv starter, hvilket er rekord.
I 2017 blev han nummer fem, i 2018 nummer fire og i 2019 nummer tre.
Og så kom sejrene. Tre i træk. I 2020, 2021 og 2022.
Sidste gang vi så Suspicious Mind i SOC var i 2023, hvor det blev til en femteplads.

GIGANTERNES MØDER.
I 1999 vandt Valley Chapel (Selkirk) Dansk Derby før Dano-Mast. Det skulle vise sig, at der var tale om to helt ekstraordinære heste, og de satte deres præg på Scandinavian Open de kommende år.
I 2001 vandt Valley Chapel SOC før Sagitarrius (Sadler-s Wells) og Dano-Mast, og året efter vandt Valley Chapel igen, denne gang før Dano-Mast.
I 2003 deltog Valley Chapel ikke, og så kom sejren i SOC endelig til Dano-Mast, der vandt før den tidligere danske og norske derbyvinder Parthe (Highest Honor).
I det slagne felt var bl.a. Alpino Chileno (Alpino Fitz), der vandt SOC to år senere og Albaran, der havde vundet Scandinavian Open i 1998 og 1999.

KAN AMI DE VEGA GENTAGE SEJREN FRA I FJOR?
Familien Neuroth har gode minder at se tilbage på, når det gælder Scandinavian Open.
Som beskrevet var Wido Neuroth træner af den tredobbelte Derbyvinder Valley Chapel, der vandt SOC i 2001 og 2002.
I 2016 vandt sønnen Jan-Erik Neuroth som jockey med Quarterback. Det var ved den lejlighed Jan-Erik friede i vindercirklen til Kristin, og i dag har de to piger sammen, Marianne og Mathilde.
Og i fjor vandt Jan-Erik Neuroth som træner med den norske derbyvinder fra 2023, Ami De Vega (Lope De Vega).
Ami De Vega er også på startlisten i år. Og Jan-Erik Neuroth er derudover i SOC også repræsenteret med den svenske St. Leger-vinder Zakopane (Zarak).
De er begge ejet af Stall Perlen, der kan vinde Scandinavian Open for fjerde gang. Som allerede beskrevet vandt Valley Chapel i 2001 og 2002.

Ami De Vega får nu Oliver Wilson i sadlen – og det vil ikke overraske, hvis han kommer til at skrive sig ind i Scandinavian Opens historie som en af de heste, der har vundet to gange.
Ami De Vega får årsdebut i Scandinavian Open, men det var også tilfældet i fjor, hvor han efter sejren vandt Oslo Cup (L) og senere to gange løb placeret i Gruppeløb i Tyskland.
Flemming Velin er som nævnt den eneste danske træner, der har vundet løbet to gange, og han får chancen for en tredje sejr i år med Drumroll (Deep Impact).

Drumroll er Gruppe-3-vinder i England og helbror til Saxon Warrior. Han vendte tilbage på Klampenborg den 27. april uden at imponere. Men det var efter en meget lang løbspause.
I 2017 vandt Flemming Velin med Galileo-sønnen Giuseppe Piazzi SOC foran den norske derbyvinder Eye In The Sky (Sinndar). En lille trøst for tabet af Mekong River, der forulykkede i Scandinavian Open to år tidligere.
Og i 2024 vandt Flemming Velin igen SOC som træner, denne gang med Greenland (Saxon Warrior), der ejes af Majken og Flemming Velin.

KAN DOUBLE UX OVERRASKE?
Tobias Hellgrens nu 7-årige Double Ux (Magician) viste stor fremgang i fjor, hvor han steg otte kilo i handicap, sejrede tre gange og var anden i Oslo Cup (L), kun slået med en længde af Ami De Vega.
Double Ux sluttede sæsonen på Klampenborg med sejr i Sensommer Stayer Cup før en anden af deltagerne i SOC, Irish Fire, og han indledte denne sæson med sejr på Klampenborg i Forårs Cup.
Double Ux kan vise sig at blive Ami De Vegas værste konkurrent.
En anden konkurrent bliver formentlig den norske St-Leger-vinder fra i fjor If He Says So, der trænes af Annike Bye Hansen.
Desværre er feltet i SOC lille i år med kun seks startende heste.

KAN SCANDINAVIAN IGEN FÅ STATUS SOM ET GRUPPE-3-LØB?
Selvfølgelig. Det afhænger af kvaliteten af de heste, man kan tiltrække til løbet.
Men, det er tvivlsomt, om den kan blive så høj, at SOC igen får status som et Gruppe-3-løb. I den sammenhæng er præmiesummen naturligvis ikke ligegyldig.
I 1978 var præmiesummen 400.000 kroner, og da løbet blev genoptaget i 1996, var den samlede præmiesum 1.000.000 kroner.
I nutidskroner svarer det i begge tilfælde til knap to millioner kroner. I 2026 er præmiesummen, der gradvis er nedsat gennem årene, 350.000 kroner, altså mindre end 20 % af dengang.
Det spiller en rolle, og det understreger med al tydelighed de sportsligt vanskelige vilkår, som man har på Klampenborg Galopbane.

Samtidig er Scandinavian Open, som allerede nævnt, siden 2020 flyttet fra august til maj måned samtidig med, at Dansk Derby blev flyttet til august måned.
Samlet set uden tvivl en fornuftig disposition, men det er nok sværere at tiltrække udenlandske topheste og den skandinaviske ældre elite til et topopgør over distance i maj måned end i august måned.
Den eneste hest i træning udenfor Skandinavien, der har deltaget i SOC siden da, er Archie Watson-trænede Outbox (Frankel) med Hollie Doyle i sadlen, men han var ikke i topform og endte næstsidst.
Men, det betyder ikke, at vi ikke også i fremtiden kan få fremragende løb i Scandinavian Open Championship som Listed Race.

Og der er, når man ser tilbage, som der er redegjort for i artiklen her, al mulig grund til at glæde sig over de mange oplevelser, som SOC allerede har budt på.
Med mange spændende opløb, deltagelse af topheste og- jockeyer fra hele Skandinavien og udlandet og sågar royal optræden, da Dronning Elizabeth sendte en af sin heste til Klampenborg.
Og måske får Klampenborg et nyt Gruppe-3-løb.
Derbydagens Pokalløb, der nu sponsoreres af Lanwades Stud, og de sidste to år er vundet af Mozart (Le Havre), har nu en højere præmiesum end Scandinavian Open.
Dét løb bør være et oplagt møde over 1800 meter for den skandinaviske elite – og gerne også med deltagelse af heste, der ikke er i skandinavisk træning.


























