Klampenborg, lørdag: Sæsondebut til Valentine

Den kommende lørdag i Klampenborg byder på otte opgør, heriblandt HKH Prinsesse Benediktes Ærespræmie for de kvindelige amatørryttere. Der bliver også sæsondebut til Jan Olsens spændende Girolamo-datter Valentine, som let aflagde maidentitlen i sin eneste start i fjor.

Valentine på vej mod en sikker debutsejr foran Tanzzania. Foto: Burt Seeger.

Valentine vandt den 1. november i fjor efter føring fra start mål over 1200 meter i et lille felt på fire heste. Hun var på daværende tidspunkt i træning hos Rikke Rohbach Bonde, men trænes nu af sin ejer og opdrætter Jan Olsen.

Valentine er første afkom ud af Olsens femdobbelte vinder Danish Design (American Post), som i 2016 sejrede i Göteborgs Stora Pris med 150.000 svenske kronor i førstepræmie og som bedst opnåede et generalhandicap på 87.

Danish Design folede sit andet afkom i fjor, en hingst efter Hey Gaman (New Approach), som nu er navngivet Quality Design.


Valentine med sit ejer- og opdrætter Marianne og Jan Olsen. Foto: Burt Seeger.

Valentine rides på lørdag af lærling Kelvin Belcourt og møder kun fire konkurrenter – heriblandt den debuterende staldveninde Chantilly (Girolamo), som Jan Olsen også selv ejer og har opdrættet.

Chantilly er ud af Aylin (Gold Away) og halvsøster til vinderne Red Gold (Muhthathir) og Longchamp (Evasive).

De tre øvrige deltagere i 3-årsløbet over 1400 meter er Bent Olsens Produce Stakes-vinder Cool Magic (Moohaajim), Sandie Kjærs Irish Glory (Cotai Glory) og Lea Olsens nylige maidenvinder Don Torkdahl (Lucky Vega).


Seneste artikler

Scroll to Top