Tina Mortensen sadlede sine to første vindere efter tilbagekomsten til Odense, og Evelina Rönnlund opnåede tre sejre og en andenplads i fire ridt, da Jydsk Væddeløbsbane torsdag eftermiddag havde fem gode galopløb på programmet.

Tina Mortensen og Evelina Rönnlund stod sammen bag eftermiddagens to første vindere, Call Me Al (Al Shemali) og The Patriot (Primatico).
Sidstnævnte vandt hovedbegivenheden Grand Cup over 2000 meter og slog Melissa Vesterholms Spinoza (Juniper Tree) med en halv længde.
The Patriot ejes af sin medopdrætter Peter Johansen og tog her karrierens syvende sejr i 27 starter.
Hesten gik sejrsløs igennem 2025, men er ifølge Tina Mortensen nu tilbage i samme gode forfatning, som da han sejrede fire gange og tjente tæt på 200.000 kroner i 2024.

Forinden havde Mortensen og Rönnlund sammen vundet Handicap Klasse 3 – ligeledes over 2000 meter – med Sussi Halds Call Me Al, som henviste Napoleon (igen med Melissa Vesterholm) til andenpladsen, mens Sugar Crust blev tredje.

Evelina Rönnlunds tredje dagssejr blev vundet i bøjlerne på Sarah Langholm Hornstrups debuterende 3-årshoppe Vittoria (Gale Force Ten), som rundt opløbssvinget skød inden om favoritten Zavannah (Appel Au Maitre) og vandt med en sikker længde.
Maidensejren var 14.000 kroner værd for Møller, Olesen, Grown og Jednoral.

I dagens sidste opgør var Evelina Rönnlund på jagt efter sin fjerde sejr i lige så mange ridt, men denne gang måtte hun tage til takke med andenpladsen på ryggen af Stine Schäfing-trænede Liberian Girl (Wilshire Boulevard).

Sejren gik i stedet til Lea Olsen-trænede Marsk Torkdahl (Make Believe), som Antonio Ferreira Matos styrede til en sikker halvanden længdes triumf for ejer Ole Torkdahl.
Matos overtog ridtet fra franske Jules Mobian, der havde en uheldig torsdag i Aarhus og efter et styrt efter målstregen med Zavannah ikke var i stand til at ride i dagens sidste løb.

I Handicap Klasse 4 fik amatørtræner Maria Løgtved et rent drømmeresultat, da hendes to deltagere Temple Run (Moohaajim) og Camar (Advertise) sloges side om side til målstregen.
Sejren gik til Temple Run og Kelvin Belcourt, og dermed gik førstepræmiens 14.000 kroner til Flemming Keller Hendriksen.
Tredjepladsen tilfaldt 3-årige Gintonik (Red Cactus).



























