Klampenborg, lørdag: Det kan blive et meget tæt 2000 Guineas

Så er startlisten til klar til lørdagens storløbsparade i Klampenborg, med ScanVet Stallions Scandinavian Open Championship (L), Tattersalls Golden Mile (L), Falkonertjenesten Dansk 2000 Guineas og Derbyhåbet blandt de ni opgør.

Ami De Vega og Sandro De Paiva på vej mod en overlegen sejr i De 5 Stjerner Scandinavian Open Championship (Gr.3) 2025 foran Mozart og Greenland. Foto: Burt Seeger.

Kun seks heste blev starterklæret i ScanVet Stallions Scandinavian Open Championship (L), men der bliver heldigvis et glædeligt gensyn med Jan-Erik Neuroths forsvarende vinder, Ami De Vega (Lope De Vega), som får Stall Perlens nye førstejockey Oliver Wilson i bøjlerne.

Neuroth sender også sidste års svenske St. Leger-vinder Zakopane (Zarak) med transporten fra Øvrevoll, ligesom Annike Bye Hansen sender sin dobbelte norske St. Leger-vinder If He Says So (Summer Front) på sin første rejse til Klampenborg.

Fra Sverige kommer Tobias Hellgren med Double Ux (Magician), mens hjemmeholdet består af Bent Olsen-trænede Irish Fire (Make Believe) og Flemming Velins Drumroll (Deep Impact).


Wapeka og Jacob Johansen fangede i sidste galopspring staldkammeraten Daytona i Guineas Trial. Udvendigt tog Beethoven tredjepladsen foran King To Be. På lørdag starter de to førstnævnte i Golden Mile (L), og de to sidstnævnte i Dansk 2000 Guineas. Foto: Johanna Friberg.

Flemming Velin sender sine to 3-årsstjerner Daytona (Wootton Bassett) og Wapeka (Dubawi) ud mod den ældre elite i Tattersalls Golden Mile (L).

Daytona og Wapeka kæmpede hoved ved hoved i deres første start i Danmark, og nu gælder det konkurrencen mod Sir Jeffrey (Hunter’s Light), Silver Legend (Dark Angel), Lucien (Hurricane Red), Chianti (Zarak), King Of Ten (Ten Sovereigns) og den norske gæst Wassim (Zarak).

Netop Wassim er ubesejret på Klampenborgs græs, hvor han i fjor både hjemtog Dansk 2000 Guineas og Larch Ærespræmie.


Albarella og Per-Anders Gråberg ved sejren i sæsondebuten i april. Foto: Johanna Friberg.

Årets andet klassiske opgør står også for døren på lørdag. Falkonertjenesten Dansk 2000 Guineas over 1600 meter får otte deltagere til start, og det var tæt på at være det rene ønskefelt.

Dog mangler Søren Jensens duo Taifuu (Japan) og Cosmopolitan (Make Believe). Taifuu er fortsat på vej tilbage efter en mindre skade, mens Cosmopolitan i stedet sendes ud over 2200 meter i Derbyhåbet.

Til gengæld kan vi ses frem til et møde mellem Lea Olsens trio Albarella (Toronado), Beethoven (Goken) og Viktors Dream (Giant Sandman), Bettina Andersens duo King To Be (Moohaajim) og Darlington (Appel Au Maitre), samt Flemming Velins Auktionsløbsvinder Daylight (Gleneagles), Rikke Bondes Auktionsløbs-2’er Classic Blaze (Go Go Gadget) samt Sandie Kjærs Magic Cat (Juniper Tree).


Flemming Velins Daylight slog i fjor Rikke Bondes Classic Blaze med hals i Dansk Galops Auktionsløb. Foto: Burt Seeger.

I Derbyhåbet møder Cosmopolitan fire konkurrenter, bestående af samme stalds Nevermore (Gleneagles) og Cobblers Cove (Japan), Mikkel Johansens Go Go Faloumama (Go Go Gadget) og Lea Olsens Lindeboy (Moohaajim).

Desværre måtte 100.000 kroners-løbet Championship Day Sprint annulleres på grund af blot tre starterklærede heste. Hér var der ellers set godt frem imod et gensyn med Bent Olsens Dubai Trophy (L)-vinder Great Wish (Night Of Thunder), som skulle bruge løbet som opvarmning til Royal Ascot.


Sidste års Goffs Futurity Stakes- og Kriteriums-vinder Cosmopolitan skuffede i sæsondebuten i Guineas Trial. Nu sendes han i stedet ud i Derbyhåbet over 2200 meter. Foto: Burt Seeger.

Seneste artikler

Scroll to Top