3-årige Phantom Bling vandt igen

3-årige Phantom Bling var gjort til storfavorit i 15:10 i sit livs anden start, og han svigtede ikke sine tilhængere. New Bay-sønnen vandt let torsdagens 3-årsløb over 1730 meter græs på Øvrevoll og styrkede sine Derbyaktier ved at besejre Annike Bye Hansens engelske import Meelaf.


Meelaf (Iffraaj) stod akkurat som Phantom Bling med et handicap på 81 forud for torsdagens møde, og der var lidt over en længde imellem dem på målstregen.

På tredjepladsen fulgte Meelafs staldveninde Siouxperb Bling (Sioux Nation) foran Miss Alti (Lucky Vega) og Klammer Express (Sergei Prokofiev).

Sejren var 36.400 norske kroner værd for Bling Enterprise, der i fjor også havde et stort Derbyhåb i 2000 Guineas-vinderen Icon Bling (Lope De Vega).

Icon Bling måtte dog bøje sig for War Socks (Kameko) i Norsk Derby, men måske bliver det Phantom Bling der giver den stortsatsende norske ejer Axel Melbye den forjættede Derbytriumf i august.

“Min tro på ham er i hvert fald ikke blevet mindre, og jeg glæder mig til at se ham over længere distance”, sagde træner Niels Petersen, som tog yderligere to sejre på løbsdagen med Electra Blue (Mastercraftsman) i Stall EOS Hoppeløp og Hunters Lullaby (Footstepsinthesand) i Eliteløp.

Også Cathrine Erichsen sadlede tre vindere gennem Kill That Cat (Mutajally), Zofi (Mutajally) og Lucky Diamond (Hallucinate).


Phantom Bling tager sin anden sejr i lige så mange starter under Carlos Lopez. Foto: Hesteguiden.com.

Seneste artikler

Scroll to Top