Upplandlöpning: War Socks mod Grandpa’s Prince

Sidste sæsons norske Derbyvinder, Niels Petersen-trænede War Socks, får onsdag eftermiddag skandinavisk sæsondebut i det 1600 meter lange Upplandlöpning på Bro Parks græs. Kameko-sønnen kommer med tre starter fra vinteropholdet i Dubai, og han har endnu ikke prøvet at tabe på en skandinavisk bane.

War Socks er onsdag tilbage på Bro Park, hvor han i fjor vandt Guineas Trial. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

I fjor vandt danske JWC Bloodstocks fukse hingst sin første start nogensinde på skandinavisk mark i Bro Parks Guineas Trial, hvorefter det blev til starter på både Royal Ascot og Goodwood, inden han den 24. august let besejrede Icon Bling (Lope De Vega) i Norsk Derby.

War Socks starter denne gang med vægten 63 kilo på ryggen, hvilket er et kilo lavere end Roy Arne Kvislas Grandpa’s Prince (Oasis Dream), som sluttede 3-årssæsonen et kilo højere end den norske Derbyvinder.

Grandpa’s Prince var både tredje i Svenskt Derby bag Celtic Lullaby (Juniper Tree) og Queen Azteca (Sharp Azteca), samt i SFK Jubileumslöpning (L) og Songline Classic (L), begge gange bag vindende Espen Hill (Helsinki).


Grandpa’s Prince og Per-Anders Gråberg. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

De to 4-årige stjernenavne giver onsdag eftermiddag vægt til Alfaares (Awtaad), Johnny Be (Mustaajeb), Green Exceed (Exceed And Excel) og Rock Of Hope (Rock Of Gibraltar).

I Stewards Cup over 1200 meter græs giver Niels Petersen skandinavisk debut til Elkær Stutteris 4-årige Ides Of March (Wootton Bassett), som er kommet til Norge med et omregnet handicap på 91.

Det betyder, at Ides Of March skal give vægt til samtlige seks konkurrenter i sin første start siden slutningen af september.

Hingsten vandt ikke løb i fjor, men som 2-årig sejrede han bl.a. i Round Tower Stakes (Gr.3) på The Curragh, og han har siden bl.a. været testet i Gruppe-1-sammenhæng på Royal Ascot.


Seneste artikler

Scroll to Top