Sandie Kjær-double i årets første løb på Fyn

Sandie Kjær indledte fredag aften galopsæsonen i Odense med en double, da Royal Dane slog Alakay i Åbningsløb 2026 over 1650 meter. Siden fik Aarhus-træner Mikkel Johansen årets første sejr med Sugar Crust.


Wilshire Boulevard-sønnerne Royal Dane og Alakay havde begge løb i kroppen fra premieredagen i Klampenborg, hvor de også mødte hinanden.

Hér var Royal Dane anden bag Dane Force (Land Force), mens Alakay blev femte med fem længders afstand op til Royal Dane.

Denne gang blev det langt mere intenst, for Alakay nærmede sig skridt for skridt op mod målstregen, dog uden at Kelvin Belcourt kunne få sin hest forbi Mikkel Mortensen og Royal Dane.


Royal Dane og Mikkel Mortensen vinder Åbningsløb 2026 foran staldkammeraten Alakay. Foto: Gorm Foto.

På tredjepladsen fulgte The Patriot (Primatico) foran Sisi (Wentworth) og Strauss (Go Go Gadget). Diego Pedroza mistede bøjlerne på sidstnævnte undervejs.

Det var karrierens fjerde sejr for 7-årige Royal Dane, som ikke nåede først over stregen i 2025, men som til gengæld har leveret ultrastabilt i omegnen af sit handicap mellem 68 og 70.

Førstepræmien var 16.000 kroner værd for Lulu Tøpholms L.T. Racing, som både ejer Royal Dane og Alakay.

I Handicap Klasse 4 var der sæsondebut til samtlige fem deltagere, og bedst gik det for Mikkel Johansen-trænede Sugar Crust (Barocci), som med Matilde Kløve i bøjlerne vandt med en halv længde foran Johnny Reimers Cat’s Gambit (Olympic Glory) med Mikkel Mortensen.

Siden fulgte Call Me Al (Al Shemali), Philosophy (Baltic Rock) og Outback Diva (Appel Au Maitre).

Her var der 14.000 kroner til vinderen, som ejes af Trine Johansen og Morten Gaardahl.


Sugar Crust og Matilde Kløve vinder foran Cat’s Gambit og Call Me Al. Foto: Gorm Foto.

Seneste artikler

Scroll to Top