Danskejede Romanov vandt årets første 2-årsløb i Norge

Elkær Stutteris 2-årige Romanov blev torsdag aften sæsonens første vinder i den yngste årgang på Øvrevoll. Starspangledbanner-sønnen efterlod med største lethed sine tre konkurrenter over sidste halvdel af de 900 meter og sejrede overlegent med fem længder for Carlos Lopez.


Romanov er blandt de anmeldte til Goffs Futurity Stakes på Klampenborgs Derbydag den 1. august, og efter torsdagens opvisning er det meget sandsynligt, at den brune vallak er med på det hold, som Niels Petersen sender mod Danmark den 31. juli.

Elkær Stutteri fik gennem agent Edgar Byrne hammerslaget på Romanov under sidste års Goffs Orby Sale i Kildare Paddocks, og hesten er nu tredje vinder ud af Shamardal-datteren My Call, som selv vandt to gange.

Andenmoderen Hush Money (Westminster) vandt både Derby (Gr.1) og Oaks (Gr.1) i Chile, og siden er hun blevet stammoder til adskillige Gruppeløbsvindere i Argentina.


Elkær Stutteris Romanov blev årets første 2-årsvinder på Øvrevoll. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com.

Seneste artikler

Scroll to Top