Den kommende lørdags hovedbegivenhed på Klampenborg er Stutteri Hjortebo Produce Stakes for den yngste årgang. Otte deltagere er starterklæret i opgøret, som er forbeholdt heste der både er undfanget og opdrættet i Danmark.

Ingen af deltagerne har tidligere vundet, men det er måske værd at holde et særligt øje med Lea Olsens duo Azisol (Appel Au Maitre) og Go Run Torkdahl (Go Go Gadget), der henholdsvis sluttede anden og tredje i Jyllandsløbsdagens 2-års Grand Prix.
Også Bettina Andersens La Belle Appelée (Appel Au Maitre) må forventes at gå meget frem efter sin andenplads i årets første 2-årsløb på Klampenborg, hvor hun sluttede halvanden længde bag importerede Be My Warrior (Saxon Warrior).

Løbsdagen byder bl.a. også på et 2-årsmaidenløb samt Last Call 3-årsløb over 1800 meter, hvor navne som Sayhello Carlras (Hello Youmzain) og Darlington (Appel Au Maitre) mødes i den reelt sidste chance for at kvalificere sig direkte til Bucherer Dansk Derby den 1. august.


























