Vejen til Bucherer Dansk Derby: Ranking og noter – 6. juli

Der skal nu et handicap på 78 til for at være sikker på en plads i Bucherer Dansk Derby den 1. august på Klampenborg. Der skete ikke meget i toppen under Jyllandsløbsweekenden, og Albarella står fortsat øverst på rankinglisten med sit handicap på 86. Lord Of The Moon skød frem på en delt tredjeplads efter opvisningen i Jockeyklubbens Grand Prix.



En hurtig vurdering af vejen mod Derbyet for de øverste på listen:

Albarella (Toronado) vandt Jydsk Derby i lørdags og var forhåndsanmeldt til den svenske Derbydag på søndag. Han blev dog ikke starterklæret og går nu direkte mod Derbyet på Klampenborg.

Taifuu (Japan) har endnu ikke startet siden hjemkomsten fra Dubai, og Søren Jensen udtalte i sit interview med Klaus Bustrups RaceTime (kan læses hér), at hoppen sigter mod en start i Larch Ærespræmie i stedet for Derbyet.

Doc Holliday (Appel Au Maitre) er starterklæret i Svenskt Derby på søndag, hvor han er én af forhåndsfavoritterne. Planen er ifølge kredsen bag ham, at forsøge at vinde begge Derbies.

Lord Of The Moon (Sea The Moon) er som den eneste i favoritgruppen fortsat ubesejret efter sin opvisning i Jockeyklubbens Grand Prix på Bro Park, og han har vundet to af sine tre karrierestarter på Klampenborgs græs – samt prøvet tribunesvinget.

Beethoven (Goken) fik det slet ikke til at passe i Jydsk Derby, hvor han tidligt måtte melde udsolgt, og der var langt fra den udgave vi så ham i ved sejren i Jockeyklubbens 2000 Guineas. Ligesom Albarella ser vi ham først igen i Derbyet, og under konditioner som med garanti vil passe ham langt bedre.

Bruce Almighty (Appel Au Maitre) har ikke startet siden fjerdepladsen i Jockeyklubbens 2000 Guineas på Bro Park, men han er blandt de 12 startende i Svenskt Derby på søndag. Om vejen derefter også lægges forbi Klampenborg er endnu oppe i luften – men begge hans ældre helbrødre, Hear The Drums og Cotton Eye Joe, blev nummer to i Dansk Derby, mens halvsøsteren Triple Treat (Giant Sandman) vandt Larch Ærespræmie.

King To Be (Moohaajim) har ligesom Bruce Almighty ikke startet siden Jockeyklubbens 2000 Guineas den 14. juni, hvor han blev slået med det mindst mulige til andenpladsen af Beethoven. King To Be er starterklæret i lørdagens Derby Trial Stakes i Klampenborg, hvor han skal prøves rundt tribunesvinget for første gang.

Cosmopolitan (Make Believe) var tredje bag Lord Of The Moon og Strike Ten (Alson) i Jockeyklubbens Grand Prix, og forinden vandt han Derbytesten på Klampenborg. Søren Jensen har allerede bekendtgjort, at næste start bliver i Derbyet.

Missing (Red Cactus) er eneste dansktrænede deltager i Svenskt Derby på søndag. Han har hidtil gået sine bedste løb på dirt, så det er endnu uvist, om han også starter i den danske udgave.

Daylight (Gleneagles) sæsondebuterede direkte i Dansk 2000 Guineas og blev syvende på lang afstand af vindende Albarella. Han har ikke startet siden, men krydser på lørdag klinger med King To Be i Klampenborgs Derby Trial Stakes.


Seneste artikler

Scroll to Top