I lørdagens July Cup (Gr.1) over 1200 meter i Newmarket, var der set frem til lidt af et finaleopgør mellem Venetian Sun og Almeraq. De to heste vandt nemlig hver sit Gruppe 1-løb på sprintdistancen i Royal Ascot-ugen for tre uger siden. Hoppen Venetian Sun sejrede i Commonwealth Cup (Gr.1) over 1200 meter, mens Almeraq vandt Queen Elizabeth II Jubilee Stakes (Gr.1), også over 1200 meter.
Det var i dette løb Bent Olsen-trænede Great Wish (Night Of Thunder), imponerede alt og alle med en sjetteplads. I samme løb var japanske Satono Reve (Lord Kanaloa) kun slået med en snude af Almeraq, og Satono Reve var også en af favoritterne i Newmarket lørdag.
Men det går ikke altid som præsten prædiker. Det var netop Satono Reve, der tog føringen fra start. Men med 300 meter igen kom Comanche Brave (Woottton Bassett) og Billy Loughnane stormende, og vandt klart med en længde foran Venetian Sun og Satono Reve.
Det skal understreges, at Commanche Brave sluttede efter Great Wish i Royal Ascot-ugen på en syvendeplads. Vinderodds var således 11/1 for Comanche Brave, der trænes Donnacha O’Brien.
Igen ser vi her et link mellem O’Brien-familien, og det nye jockeyfænomen Billy Loughnane.
Dagens andet hovedløb var Superlative Stakes (Gr.2) over 1400 meter for de 2-årige.
Her tog hingsten Al Hudaiba (Dark Angel) sin tredje sejr i fire starter, og vandt foran Abraham Lincoln (Wootton Bassett). Det var således hjemmesejr, da Al Hudaiba trænes af Charlie Appleby fra Newmarket, og blev redet af William Buick.
William Buick blev som så ofte før dagens jockey og vandt yderligere to handicaps, men med andre trænere.
Billy Loughnane fører klart den britiske jockeystatistik, men på Newmarkets egen statistik, er William Buick førende med otte sejre, hvor de næste er på fire sejre.

























