Tattersalls July Sale i Newmarket tiltrækker altid skandinavisk handelsinteresse, og blandt handlerne er det især værd at bide mærke i lot 505, den 4-årige vallak Sun Soldier, som danske Stald Kabo onsdag sikrede til Rikke Bondes stald gennem agenten Martin Buick.

Sun Soldier (Soldier’s Call) blev handlet for 55,000 guineas ud af irske Andy Olivers stald i County Tyrone, og den brune vallak vandt sin seneste start over 1500 meter græs tilbage i maj på Roscommon – tre uger efter, at han havde sæsondebuteret med en femteplads på The Curragh.
Også som 3-årig var Sun Soldier først over stregen, dengang i et handicap over 1600 meter på Punchestown. Desuden har han række placeringer og kommer nu til Danmark med et omregnet skandinavisk handicap på 83.
“Han er en sund og fin hest, som klarede sit dyrlægetjek perfekt og kommer fra en dygtig irsk træner, som ikke på noget tidspunkt har presset ham. Rikke får en hest med et stort udviklingspotentiale, og jeg glæder mig til at følge ham for de nye forbindelser i Danmark”, fortæller Martin Buick til GalopSport.
Sun Soldier er ud af den vindende Gleneagles-datter Ultra Violet og halvbror til 3-årige Stop The Nation (Sioux Nation), som i fjor bl.a. var Anglesey Stakes (Gr.3) på The Curragh.
Han stammer i øvrigt fra samme moderlinje som den seksdobbelte Gruppe-1-vinder Laurens og avlshingsten Ivawood.

























