Auktionsugen i Doncaster bød på fire handler fordelt mellem Veronika Jandová på Klampenborg, Francisco Castro på Jägersro og Oscar Berneklint på Bro Park. Tre af de nyerhvervede 2-årige heste er tilmeldt Sveriges Derbyserie i 2027.
Først ude var agenten Paul Harley, der med William Segovia ved sin side fik hammerslaget på lot 159, en brun hingst efter sidste sæsons suveræne ‘Champion First Crop Sire’ Starman (Dutch Art).
Moderen er 3-årsvinderen Imrana (Azamour), som selv er vinder til den dobbelte vinder Imadpour (Le Havre), mens mormoderen She Is Great (Dalakhani) er Listed-vinder i Italien.

Lidt senere slog Harley og Segovia til en gang mere, denne gang med købet af lot 181, en brun hingst efter Dark Angel (Acclamation) ud af den tredobbelte vinder Legacy Park (Divine Park).
Selv er Legacy Park halvsøster til Listed-vinderen Mirror Lake (Dubai Destination), som igen er mor til Gruppe-2-vinderen Imaging, Gruppe-3-vinderen Nostrum og Listed-vinderen Titus.
Dark Angel-sønnen er den eneste af dagens fire indkøb, som ikke er anmeldt til Derbyserien på Jägersro i 2027.

Da lot 205, en brun hingst efter Gruppe-3-vinderen Coulsty (Kodiac), gik gennem ringen i Doncaster, var det med Francisco Castro som budvinder.
Hingsten er ud af den ustartede Fast Company-datter Mochachino, der i forvejen er mor til 2- og 3-årsvinderen Scoops Ahoy (Bungle Inthejungle), og så er hun halvsøster til seks vindere – heriblandt Gruppe-3-placerede Al Qahwa.

Endelig afsluttede Paul Harley handelsdagen med hammerslaget på lot 225, en brun hingst efter Harry Angel (Dark Angel), som blev købt på vegne af Oscar Berneklint.
Hingsten er første afkom ud af den ustartede Iffraaj-datter Pretty Fancy, fra same moderlinje som Oaks (Gr.1)-vinderen Anapurna, Prix de l’Opera (Gr.1)-vinderen Speedy Boarding og QE II Stakes (Gr.1)-vinderen Milligram.

Igen i år var det Tally-Ho Studs avlshingst Mehmas (Acclamation) som stjal overskrifterne på auktionen som helhed, da hans 2-årige søn, lot 197, blev solgt for £880,000 til agenten Anthony Stroud.
Det var netop også Stroud, som i fjor vandt hammerslaget på den dyreste hest der nogensinde er solgt i Doncaster, den ubesejrede Mehmas-søn Rapid Force, som blev købt for £1,000,000 til Godolphin. Rapid Force, som i øvrigt blev solgt af det dansk/svenske konsortium ‘The Nordic Partnership’.
Salgstopperen i 2026 er en halvbror til den franske Listed-vinder Hastalavistababy (Dandy Man) og fem øvrige vindere, og Anthony Stroud måtte – i øvrigt akkurat som i fjor – kæmpe hårdt mod både Amo Racing og Blandford Bloodstock for at sikre sig det vindende bud.

























