Albarella henrykkede i Lea Olsen-trippel

Lea Olsen kunne lørdag drage fra Klampenborg mod Aarhus med tre vindere i transporten – heriblandt sidste års svenske Kriteriumsvinder Albarella, som imponerede stort i sin sæsondebut over 1600 meter. Nu venter Dansk 2000 Guineas.

Albarella og Per-Anders Gråberg vinder 3-årsløb. Foto: Johanna Friberg.

Skimle Albarella (Toronado) viste sig knusende overlegen i hænderne på Per-Anders Gråberg, og duoen galopperede i mål med fem længders afstand til staldkammeraten Lindeboy (Appel Au Maitre), som var fuldstændigt hægtet af ved indgangen til opløbet, men som alligevel formåede at afslutte mægtigt til andenpladsen under Carlos Lopez.

Lindeboy nåede at skyde forbi Missing (Red Cactus), længe førende Bernini (Juniper Tree) og favoritten Classic Blaze (Go Go Gadget).


Albarella og Per-Anders Gråberg vinder 3-årsløb foran stærkt afsluttende Lindebog, Missing, Bernini og Classic Blaze. Foto: Johanna Friberg.

Albarellas sejr indbragte en førstepræmie på 22.000 kroner til Lars Jakobsen og Chris Petersen, og det var hestens tredje karrieresejr i syv starter. Allerede forud for sæsondebuten havde han rundet 300.000 i samlet præmiesum.

Staffan Lidbeck-opdrættede Albarella står nærmest meldt i Dansk 2000 Guineas, og så lever Derbydrømmen i øvrigt fortsat i bedste velgående, selv om hesten er trukket mere på fart end stamina.


Albarella og Per-Anders Gråberg vinder 3-årsløb. Foto: Johanna Friberg.

Faderen Toronado (High Chaparral) var Gruppe-1-vindende miler, og moderen I Rely (Reliable Man) startede aldrig selv på distancer længere end 1730 meter.

Dertil er I Rely bl.a. halvsøster til championsprinteren I Kirk (Eishin Dunkirk), men selv om det ikke står skrevet i stjernerne, at Albarella er sikker på at stå Derbydistancen, så findes klassen der definitivt.


Albarellas glade ejerduo Chris Petersen og Lars Jakobsen. Foto: Johanna Friberg.

Lea Olsen havde tidligere indledt løbsdagen på Klampenborg med to sejre på stribe.

Først var det 3-årige Viktors Dream (Giant Sandman), som med Per-Anders Gråberg på ryggen aflagde sin maidentitel over 1300 meter med halvanden længde foran Veronika Jandovás Reine d’Allure (Shaman) og Bent Olsens Next Target (Harry Angel).


Viktors Dream og Per-Anders Gråberg aflægger maidentitlen foran Reine d’Allure. Foto: Johanna Friberg.

Viktors Dream havde fordel af løb i kroppen fra premieredagen den 11. april, hvor han var en god tredje bag Bernini og Irish Glory (Cotai Glory).

Nu var den fukse hingst i sit femte forsøg klar til at vinde for første gang, og det indbragte 17.500 kroner til Niels Jørgen Bønlykke og Flemming Viktor Andersen.


Viktors Dream og Per-Anders Gråberg aflægger maidentitlen foran Reine d’Allure. Foto: Johanna Friberg.

Viktors Dream er opdrættet på Stutteri Hjortebo og ud af Mowerina-vinderen Viktoria Dream (Cajun Cadet), som tidligere har produceret navne som Nokengang (Center Divider), King’s Son (Mingun), Radiant Carlras (Center Divider) og One More Time (Giant Sandman).


Viktors Dream og Per-Anders Gråberg. Foto: Johanna Friberg.

I det efterfølgende opgør, Henrik Leths Mindeløb over 1200 meter, blev Dorte og Keld Moe Jacobsens 5-årige Biot (City Light) for første gang som ældre hest forsøgt over 1200 meter.

Vel at mærke i et meget stærkt klasse-2-selskab mod så hurtige navne som Nuevo Estrella (Kodiac), Grey Tycoon (Dark Angel), Sandtastic (Footstepsinthesand) og King Of Ten (Ten Sovereigns).


Biot, Nuevo Estrella og Grey Tycoon kæmpede hoved ved hoved om sejren i Henrik Leths Mindeløb. Foto: Johanna Friberg.

I hænderne på Jacob Johansen lykkedes det den tidligere Kriteriums- og Jydske Derby-vinder at besejre konkurrenterne i nævnte rækkefølge – endda efter en meget tæt slutstrid, hvor de tre første blot havde en hals mellem sig på målstregen.

Biot fik 37.500 kroner for sejren og var med til at give sin træner Lea Olsen en trippel på dagen.


Jacob Johansen får presset Biot foran Nuevo Estrella og Grey Tycoon i Henrik Leths Mindeløb. Foto: Johanna Friberg.

Hollywoodboulevard rundede millionen

Og lidt senere kunne Jacob Johansen ikke alene selv tage sin anden dagssejr, men også være delagtig i, at Lulu Tøpholms L.T. Racing fik tre vindere fordelt på løbsdagen.

Johansen var nemlig i bøjlerne på Flemming Poulsen-trænede Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard), som i en alder af otte år endelig fik taget sin første sejr siden han som 4-årig slog Master Bloom (Pastorius) og Good Fortune (Appel Au Maitre) i Skandinavisk Grand Prix.


Hollywoodboulevard på vej mod en sikker sejr i hænderne på Jacob Johansen. Foto: Johanna Friberg.

Hollywoodboulevard vandt Handicap Klasse 2 over 1800 meter foran Lea Olsens duo Garlic (Outstrip) og Tuwaiq (Elzaam), som begge var velforberedte til deres sæsondebut og ikke behøver at være langt væk fra årets første sejre.

Lulu Tøpholms vinder var forud for starten mindre end 2.000 kroner fra at kunne runde en million i samlet indtjening, og med førstepræmiens 30.000 kroner nåede han endda et pænt stykke over.


Lulu Tøpholm og Flemming Poulsen med den nybagte millionær Hollywoodboulevard og Jacob Johansen. Foto: Johanna Friberg.

L.T. Racings farver havde forinden også været involveret i et ‘dead heat’ i Handicap Klasse 3, hvor Patrick Wilson-trænede Play The Jack (Elzaam) og Torbjörn Nobels Philiango (Philomatheia) var umulige at skille ad på målfotoet.

De to heste delte sejren imellem sig, hvilket betød det andet 1-tal på stribe til Philiango.


Indvendige Philiango og udvendige Play The Jack var umulige at skille ad, og de delte sejren i Handicap Klasse 3. Foto: Johanna Friberg.

Senere fik Tøpholm sin tredje vinder på dagen, da Sandie Kjærs 5-årige Lucia (Al Shemali) slog Sara Slots Nevertheless (Reliable Man) i Handicap Klasse 4.

Lucia, som bl.a. er halvsøster til Lucien (Hurricane Red), tog her sin første sejr i 20. forsøg.


Lucia tog sit livs første sejr under lærling Jacob Kvisla. Foto: Johanna Friberg.

Cece Borgia vandt for Malin og Yasmine

Lørdagens Lærlinge- og Amatørhandicap over 1400 meter resulterede i svensk sejr til Malin Roths 6-årige Cece Borgia (Pastorius), som efter at være gået sejrsløs igennem 12 starter i 2025, nu endelig fik en fortjent sejr under Yasmine Nilsson.

Cece Borgia kom med en god tredjeplads i kroppen fra premieredagen, og denne gang fik hun vendt formen på Mille Eisners Miss Mambo (Mambo King), der sluttede som tredje, mens andenpladsen tilfaldt Rune Ohlssons Negroamaro (Academy Award).

Sejren var 14.500 kroner værd for Cece Borgia.


Cece Borgia og Yasmine Nilsson vinder Lærlinge- og Amatørhandicap. Foto: Johanna Friberg.

Seneste artikler

Scroll to Top