Finn Blichfeldts Gusto starter i Prix du Jockey Club (Gr.1)

Altid satsende Finn Blichfeldt, som i Skandinavien starter sine heste under pseudonymet Mr Ascot, er på søndag repræsenteret i det franske Derby, Prix du Jockey Club (Gr.1), gennem Pia og Joakim Brandt-trænede Gusto.

Finn Blichfeldts Gusto sluttede i Mr Ascot-farverne tredje i Prix la Force (Gr.3) på Longchamp den 5. april. Foto: France Galop.

Den tyskopdrættede Zarak-søn springer af fra startspor 14 ud af 16 i det 2100 meter lange opgør på Chantillys græs, og han har fortjent sin plads i feltet efter en sikker sejr i årsdebuten tilbage i januar, efterfulgt af en fjerdeplads i Prix Maurice Caillault (L) den 8. marts og senest tredjepladsen i Prix la Force (Gr.3) på Longchamp.

Starten i Prix la Force (Gr.3) var samtidig Gustos første nogensinde på græs, og han var blot slået med en halv længde af Andre Fabres vindende Segall (Sottsass), og kort hoved af vinderens staldkammerat Zaraki (Zarak).

Segall er med igen på søndag, hvor endnu en Zarak-søn, Aga Khan Studs’ Daryzan, tiltrækker sig stor opmærksomhed efter sin overlegne debutsejr tidligere på måneden på Saint-Cloud.

Aidan O’Brien rejser til Chantilly med to heste, Hawk Mountain (Wootton Bassett) og Constitution River (Wootton Bassett).

Førstnævnte sæsondebuterede med en sikker sejr i Prix de Guiche (Gr.3) i Chantilly, mens Constitution River vandt Dee Stakes (L) med syv længder på Chester.

Ballydoyles førstejockey Ryan Moore rider Constitution River, og Christophe Soumillon er booket til Hawk Mountain.

Prix du Jockey Club (Gr.1) rides kl. 16:30 søndag eftermiddag.


Seneste artikler

Scroll to Top