fbpx

Stærkeste handelsdag i europæisk auktionshistorie

49,545,000 guineas. Ikke så langt fra en halv milliard danske kroner. Således blev facit på andendagen af Tattersalls October Yearling Sale Book 1 i Newmarket, og det blev dermed den største enkeltstående handelsdag i europæisk auktionshistorie.


Sheikh Mohammed under Tattersalls October Yearling Sale Book 1. Foto: Tattersalls.

Det internationale auktionsmarked bliver altså bare ved med at flyve af sted, uden at være mærket af hverken energikrise eller recession.

Sheikh Mohammed er selv på plads i Newmarket i denne uge, og efter en “moderat” indledning på førstedagen, hvor Godolphin købte otte åringer for lidt over seks millioner guineas, satte Dubais overhoved for alvor trumf på investeringerne onsdag med 14 handler til godt 10,5 millioner guineas.

Sheikh Mohammed stod også for dagens – og årets – toplot med købet af en Frankel-søn ud af Musidora Stakes (Gr.3)-vinderen So Mi Dar (Dubawi), der er helsøster til Too Darn Hot og til Lah Ti Dar.


Lot 221, hingst ved Frankel – So Mi Dar blev solgt for 2,8 millioner guineas til Godolphin. Foto: Tattersalls.

Hingståringen kostede 2,8 millioner guineas – svarende til ca. 25 millioner danske kroner.

I alt blev otte lot handlet for 1,000,000 guineas eller derover, og den førnævnte dagsomsætning på næsten 50 millioner guineas var 65% højere end den tilsvarende dag i fjor.

Dertil steg gennemsnitsprisen med 49% og medianen steg med 25%, mens dagens clearance rate blev 88%.

Også Coolmores MV Magnier var handlekraftig på andendagen, og også han slog til på to hingste efter Frankel, der sammen med amerikanske White Birch Farm blev købt for henholdsvis 2,4 millioner og 1,5 millioner guineas.

Sidstedagen af Book 1 i Newmarket foregår torsdag, og siden følger Book, 2, 3 og 4 henover de næste 10 dage.


Coolmores Michael Vincent Magnier. Foto: Tattersalls.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top