fbpx

Out and about med Bundgaard 23

Efter 26 starter med fire sejre og 916.717 kroner i indtjening, har Miss Tiffany startet for sidste gang. “Hun er solgt til Sverige som følhoppe, og det er klausul på, at hun ikke må løbe væddeløb”, fortæller Lene Christiansen. “Jeg købte hende på auktionen på York, og hun har været en fantastisk hest for mig”.


Miss Tiffany/Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.
Miss Tiffany/Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Bent Olsen-trænede Miss Tiffany aflagde maidentitlen i start nummer fire, og det var det perfekte tidspunkt. I Dansk Galops Auktionsløb med en kvart million til vinderen.  Miss Tiffany blev nærmest fuldt af Søren Jensens duo Nudetnok og Contiki.

Året efter blev Stutteri Hjortebo-opdrættede Miss Tiffany klassisk vinder med sejr i Mowerinaløb. De nærmeste vidner var Transsylvania og Nudetnok.

Den største enkeltstående præmie opnåede hun i Norge med sejren i Breeders’ Prize Sprint. Her tikkede 309.846 kroner ind på Lene Christensens konto.

I år har Academy Award-datteren vundet en enkelt gang. I Valpreløbet i Aarhus, hvor hun på forhånd havde straffespark uden målmand. Det blev eksekveret med glans.


Ole Larsen sammen med Night Angel og Cecilia Winberg efter sejr på Jägersro.. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Ole Larsen sammen med Night Angel og Cecilia Winberg efter sejr på Jägersro.. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Også en anden hædershoppe er nu fortid som væddeløber.

Efter 61 starter med ni sejre og 543.091 kroner, er ballet på banerne forbi for Night Angel, beretter Ole Larsen, som købte hoppen for småmønter hos træner Johan Reuterskiöld.

Ole Larsen lavede det samme forvandlingsnummer med hoppen, som han gang på gang har gjort i sin store karriere.

“Første partner i avlen bliver Helsinki”, oplyser Ole Larsen.


Og så er det på søndag, at Ole Larsen for sidste gang bringer hest til start i Klampenborg. En epoke er forbi når Klampenborg Galopbane lukker og slukker sæsonen.

Som meddelt for nogle måneder siden, lukker Ole Larsen trænerforretningen med udgang af indeværende sæson. “Alting har ende”, konstaterer den 10-dobbelte derbyvinder.


Täby har igen lunchløb i på onsdag middag.

Hovedretten er Stockholm Hösthandicap, hvor Niels Petersen-trænede Energia El Gigante givetvis får mange venner i totalisatoren.


Klampenborg Galopbanes finaledag bliver uden en af sportens helt store ildsjæle.

Den tidligere hesteejer Frank Andersen vælger at tage til løbene på Jägersro, og det bliver første gang han misser en finaledag i Klampenborg siden han valgte at boykotte banen i omtrent fire år på grund af det daværende navneskifte til Copenhagen Racecourse.

“Det var nn hån mod banen”, mindes Frank Andersen, som dog deltager i spillet til Klampenborgs finaledag med indskud i PitStoppen i Søborg.


Klampenborgs publikum kan også gøre indskud på banen til løbene der rides samtidig på Jägersro.


Bent Olsen havde sat næsen op efter sejr i Tortue Efterårshandicap, men The Kicker kom på tværs af planen. “Jeg var dog fuldt tilfreds med både Falconet og Jubilance som anden og tredje. De bar henholdsvis tre og fire kilo mere end The Kicker. To fremragende væddeløbere”, konstaterer Bent Olsen, som nu har udsolgt i stalden blandt salgshestene.

”Den sidste der var til salg, Anassa, blev solgt til Jens Højbjerg i går”, fortæller Bent Olsen. Mingun-datteren Anassa går til Jens Højbjerg i Nordjylland med to sejre og 234.877 kroner. Største meritter har været andenpladsen i Svenskt Mesterskab for 2-åringer og den nylige sejr i Pompøs Cup.


Fuldblodsvennerne Bernt Dahl, Michael Stounberg og Hjalte Kjems var ikke til at skyde igennem lørdag aften. Deres fælles travhest Takethem vandt løb i V75-spillet for træneren Steen Juul til 110.000 skr., og oven i en finaleplads til V75-finalerne. Takethems markedsværdi er steget markant i år – til den glade side af to millioner kroner. Steen Juul styrtede inden løbet i opvarmningen med en anden hest. Han valgte at gennemføre løbene, men kom hjem med punkteret lunge og to brækkede ribben. Blev indlagt søndag på hospitalet i Holbæk.


Træner Helle Christensen har forstærket sig via Søren Jensens stald med køb af 2-årige Tool Box Carlras. Sønnen af Special Quest-Afrodite har startet to gange med en tredje- og fjerdeplads i udbytte. Afrodite er mor til to af Helle Christensens bedste heste igennem tiderne, Runner Runner og Harmonia.


Øvrevoll har to norske mesterskaber som hovedretten næste løbsdag, som ligger på førstkommende fredag. Der rides både NM for 2-åringer og 3-åringer.


Der er nu sat dato på afholdelsen af hestesportens årlige gallafest. 16. januar i Tivoli Friheden i Aarhus.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top