fbpx

Odessa Racing køber sig ind i Derbyhåb

Fynske Odessa Racing, som de seneste to år har haft Derbydeltagere i form af Dark Eagle og Efesos, stod ved indgangen til den nye sæson uden et nyt Derbyemne – men det er der lavet om på nu.


Rosa og Carlos Lopez. Foto: Patricia Gall Henriksen.
Rosa og Carlos Lopez. Foto: Patricia Gall Henriksen.

“Vi har købt halvdelen af den 3-årige hoppe Rosa, som er i træning hos Tine Hansen på Klampenborg. Den anden halvdel ejes af Stald Spitco”, fortæller Odessa Racings Jes Henneberg til GalopSport.

Rosa startede kun en enkelt gang som 2-årig i fjor, hvor hun på Klampenborg sluttede anden bag Søren Jensen-trænede Steinway.

Det var et maidenløb over 1500 meter i midten af oktober, og bag sig havde Rosa både påskens 3-årsvinder fra Aarhus, Half Outback, og Basnæs-vinderen Storm Wind.

Den fukse hoppe er efter Galileo-sønnen Nobileo, som i Wido Neuroths træning både vandt Vinterfavoriternas Pris og Svenskt St. Leger på Täby, mens han var anden bag Mad Dog Slew i Svenskt Derby.

Sejren i Svenskt St. Leger, hvor han vandt med syv længder foran Omoto Sando og Django, blev karrierens sidste for Nobileo, som blot startede syv gange og rundede en million i samlet præmiesum.

Carlos Lopez (Rosa) i samtale med Elione Chaves (Steinway). Foto: Patricia Gall Henriksen.
Carlos Lopez (Rosa) i samtale med Elione Chaves (Steinway). Foto: Patricia Gall Henriksen.

Nobileo gik i avlen i Sverige og blev med få chancer far til både Auktionsløbs-vinderen Cordelia (handicap 82) og Diana-2’eren Noble Rocket (handicap 80), inden han i 2014 gik bort under sit virke som avlshingst på Stutteri Poulsensminde i Jylland.

Det var netop på Stutteri Poulsensminde, at han nåede at bedække Palatal-datteren Fine Paladine. En ottedobbelt vindende helsøster til St. Leger-vinderen Superman og halvsøster til millionærerne Hovman og Lights Out ud af Sceptre Stakes-vinderen Skee The Feen.

Fine Paladine er i forvejen mor til den tredobbelte vinder Speed (Cajun Cadet) og den firedobbelte vinder Prima Dine (Primatico).

Sidstnævnte udviklede sig nøjagtig som moderen og morbroderen Superman enormt henover 3-årssæsonen, hvor hun tog fire sejre og to andenpladser i sine sidste syv starter.

Derbyblodet rinder også i Rosas årer. Lights Out vandt Norsk Derby, Hovman blev tredje i Svenskt Derby og Superman var fjerde i den danske udgave.

Rosa blev vist frem på sidste uges staldrundgang hos Tine Hansen på Klampenborg. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Rosa blev vist frem på sidste uges staldrundgang hos Tine Hansen på Klampenborg. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Både Lights Out og Superman vandt senere i karrieren Dansk St. Leger og udviklede sig til eliteheste over forhindringer, mens Hovman fejrede flere store triumfer i bl.a. Polar Cup (Gr.3), Swedish Open Mile (L), Pokalløb (L), Songline Classic (L) og SKF Jubileumslöpning (L).

“Foruden Dansk Derby er Rosa meldt i Mowerinaløb, og det bliver hendes første store opgave i 2017”, konkluderer Jes Henneberg.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top