fbpx

“Nu drømmer vi om en Derbyhest til næste år”

Stald KTAS, der er Danmarks største andelsstald med rødder i både trav- og galopsport, satser nu på at ejerskaren finder vej til vindercirklen med den 2-årige moderlivsimport Let’s Go Filip, der både er meldt i Dansk, Svenskt og Norsk Derby i 2023.


2-årige Let’s Go Filip med Nicolaj Stott i sadlen under træningen hos Rikke Rohbach Bonde.

“Ja, nu drømmer vi om en Derbyhest til næste år”, fortæller Bent Rejkjær, der er forretningsfører i Stald KTAS og som har taget initiativet til at overtage Mondialiste-sønnen i Rikke Rohbach Bondes træning fra opdrætterparret Karen Grethe og Poul Erik Jensen.

Let’s Go Filip er ud af Dubawi-hoppen Arabian Sunset, der i efteråret 2019 blev importeret fra England til Danmark i fol ved den dobbelte Gruppe-1-vinder Mondialiste (Galileo).

Arabian Sunset er opdrættet af Mrs Fitriani Hay og kostede 70,000 guineas som 2-årig på Tattersalls Breeze Up i 2013, og hun startede placeret i et maiden over 1000 meter på Lingfield samme år.

Hun er ud af Summer Sunset (Grand Lodge), der selv var vinder som 2-årig og placeret tredje i både Silver Flash Stakes (L) og Flame Of Tara Stakes (L), og hun har i avlen produceret tre vindende søskende til Arabian Sunset.


Herover ses Let’s Go Filip som føl sammen med sin mor Arabian Sunset hos Karen Grethe og Poul Erik Jensen.

Summer Sunset er desuden halvsøster til Wido Neuroths tidligere skandinaviske championsprinter, Rolo Tomasi (Mujtahid), som blandt sine 10 karrieresejre både vandt Testimonial Stakes (L) i England, Prix Servanne (L) i Frankrig, samt Zawawi Cup (L), Jägersro Sprint (L) og Polar Million Cup (L) i Skandinavien.

En anden søster er ganske velkendt, nemlig Zuccini Wind (Revoque), der ligeledes i Wido Neuroths varetægt bl.a. vandt det danske 1000 Guineas, Mowerinaløb i Klampenborg og Altamiralöpning på Jägersro.

Zuccini Wind blev efter sin skandinaviske løbskarriere solgt tilbage til Irland, hvor hun bl.a. er blevet mor til den seksdobbelte vinder og to gange Listed-placerede hoppe Favourite Girl.



Mondialiste blev dobbelt Gruppe-1-vinder på den anden side af Atlanten i både 2015 og 2016. I september 2015 slog han til i Woodbine Mile (Gr.1) i Canada, og 11 måneder senere vandt han Arlington Million (Gr.1) på Arlington i Chicago.

Hjemme i England vandt han bl.a. Strensall Stakes (Gr.3) i York, og desuden indbragte karrieren ham en andenplads i Breeders’ Cup Mile (Gr.1) i Keeneland og en tredjeplads i Prix Jean Prat (Gr.1) i Chantilly, samt mange øvrige topplaceringer i USA og Europa.

Hingsten gik i stutteriet på Elwick Stud nær Hartlepool i 2018, og har de seneste to bedækningssæsoner stået på Haras d’Annebault i Frankrig. Hans hidtil bedste blandt få startende afkom er 3-årige Withering, der i februar vandt på Meydan og derefter fulgte op med en andenplads i Al Bastakiya (L).

Let’s Go Filip er lige nu blandt 99 anmeldte heste til The Macallan Dansk Derby 2023.

En andel i hesten koster 50 kroner om måneden og kan erhverves ved at kontakte Bent Rejkjær på bent@staldktas.dk 

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top