fbpx

Norsk Derby Trial skal besvare mange spørgsmål

Onsdagens løbsdag på Øvrevoll byder først og fremmest på Norsk Derby Trial over 2160 meter, og hér søges der svar på spørgsmål der både vedrører Norsk og Dansk Derby.


Der er otte heste til start i opgøret, og på papiret er Niels Petersen-trænede Tuwaiq (Elzaam) hovedet højere end samtlige konkurrenter.

De to første starter efter ankomsten til Norge har dog ikke været helt efter bogen, og Petersen leder stadigvæk efter løsningen der skal få 2-årsformen fra Irland tilbage i kroppen på hesten.

Senest var Tuwaiq femte bag Hotline Bling (Cotai Glory) i Norsk 2000 Guineas, og han var blot slået med tre længder efter en besværlig rejse i opløbet. Nu skal han for første gang ud over den længere distance og vil forventeligt blive favorit igen.


Hear The Drums besejrer I Rest My Case med hals i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com.

Tuwaiq står 11 kilo højere end sin nærmeste konkurrent, Annike Bye Hansens I Rest My Case (Deceptor), som også er en interessant deltager at følge.

I Rest My Case kommer nemlig fra en andenplads i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer, hvor han kun var slået med hals af den varme danske Derbykandidat Hear The Drums (Appel Au Maitre). Nu får I Rest My Case altså mulighed for at vise hvor god formen fra Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer var.

Wido Neuroth starter to deltagere i form af Pas De Faux (Vadamos) og Zeffirelli (Brametot). Begge heste har fortsat deres første 3-årsstart på hjemmebanen til gode, og navnlig Pas De Faux bliver spændende at få tilbage på græsset.

I fjor var Pas De Faux anden i debuten bag staldkammeraten Indy Humor (Distorted Humor), som vi endnu ikke har set i 2022, og siden var han femte bag Hotline Bling i Vinterfavoriternas Pris – begge starter var på Bro Parks græs.

I foråret var Pas De Faux tiltænkt en kampagne i Tyskland, men træningsforholdene i Köln betød, at hesten i stedet blev bragt tilbage til Norge. Han sæsondebuterede i Svenskt Derby Trial og var slået med 20 længder af Chiefof Comanches (Gormley), og det stod klart, at dirten på Jägersro ikke passer ham.

Men hvor god er han så på Øvrevoll?

Et navn i Norsk Derby Trial der sikkert klinger velkendt er Cathrine Erichsens Entangle Rose (Flintshire). Hun er datter af den tidligere skandinaviske championhoppe Entangle (Pivotal), som blev solgt til USA som avlshoppe og allerede har produceret en Stakes-vinder og flere øvrige vindere.

Hendes nu 3-årige datter blev så åring erhvervet af danske Light Valley Stud og har akkurat som Entangle selv og hendes øvrige afkom været længe undervejs, men nu forsøges der med en sen adgangsbillet til Norsk Derby.


Program: Øvrevoll, onsdag 3. august – første start kl. 12:20

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top